Danskere i kø for at hamstre ny iPhone 6 i Tyskland

Her til morgen bliver Apples længe ventede iPhone 6 sat til salg i Tyskland.

Her til morgen bliver Apples længe ventede iPhone 6 sat til salg i Tyskland. Flere hundrede mennesker har i den anledning sat og lagt sig i kø foran det kæmpemæssige indkøbscenter Alstertal i udkanten af Hamborg. De fleste er tyskere, men også mange danskere har taget turen sydpå for at være blandt de allerførste, der får fingrene i de hypede telefoner.

Blandt dem er fire fyre fra København, der har taget flyveren til Hamborg. Sammen har de hjemmesiden phonetrade.dk, der opkøber, reparerer og videresælger brugte iPhones. Som noget nyt tilbyder de nu deres kunder spritnye iPhone 6 - en uge før de lander i de danske butikker.

- Det er derfor, vi er her. Vi regner med at kunne tjene ca. 2000 kroner pr. telefon. Interessen har været stor, så de skal nok blive solgt i en fart. Folk er mere end villige til at betale det ekstra, fordi det er Apple-produkter. Især nu, hvor telefonerne har fået større skærme. Det var hot før, men endnu mere hot nu, fortæller Morten Zachariasen.

- De større skærme har udvidet kundekredsen, så folk der tidligere kun købte f.eks. Samsung, nu kaster sig over iPhone. Vi åbner for salg i morgen, når vi ved præcis, hvor mange telefoner vi har med hjem. Alt er sat op på hjemmesiden med priser og specifikationer, forklarer han.

Apple Store i Hamborg har lagt begrænsning på, så hver kunde i køen højst kan købe to iPhones.

- Vi regner med at få otte telefoner med hjem her fra Alstertal, men tager måske en tur til i manegen ved den anden Apple Store inde i centrum. Vi gør egentlig mest det her for hyggens skyld - og for at kunne tilbyde vores kunder noget ekstra, fortæller Morten Zachariasen.

iPhonetrade.dk har eksisteret siden forsommeren og de fire fyre bag ser lyst på firmaets fremtid.

- Det går rigtig godt. Der er et stort marked for brugte iPhones og tydeligvis også for de nye iPhone 6, som vi sælger nu, lyder det fra Morten Zachariasen.

Et andet sted i køen står endnu en dansker - Julius Winther. Han driver sammen med sin partner hjemmesiden brugteiphones.dk. De har også taget turen til Tyskland for at købe et parti iPhone 6 med hjem.

- Vi er taget ni personer af sted for at få så mange telefoner med hjem som muligt. Vi har allerede så godt som udsolgt. Vi sælger dem for et sted mellem 7500 og 8500 - for de mindste modeller. Vi har en kunde, der har bestilt 16 telefoner til den pris. Folk er helt vilde for at være blandt de første, der får iPhone 6 i Danmark, fortæller Julius Winther.