Nyheder

BUPL-formand: Katastrofalt at spare på børnene igen

Får dit barn for lidt opmærksomhed i vuggestuen eller børnehaven? Så må du hellere håbe på, at politikerne i din kommune ikke stemmer for de besparelser på børneområdet, som 43 kommuner planlægger i 2015.  

Selvom det blot er forslag til besparelser, reagerer BUPL’s formand Henning Pedersen allerede nu kraftigt på forslaget.

- Det er katastrofalt igen at skære i antallet af pædagoger, siger Henning Pedersen til tv2.dk.

Han påpeger, at det simpelthen er det forkerte sted, kommunerne overvejer at spare.

- I nogen kommuner er det femte eller sjette år i træk, der er snak om at spare på børnene. Det er uforståeligt, at man kan overveje at spare på børneområdet endnu en gang. Der bliver længere og længere mellem pædagogerne. Det fremmer langt fra børnenes muligheder i tilværelsen, siger BUPL-formanden.

Han peger på, at det er vigtigt for børn, at de har en god tid i deres daginstitution. Børnene skal kunne knytte sig til pædagoger, og det bliver sværere, hvis der bliver længere mellem de voksne, mener BUPL.

Der er tale om budgetforslag og ikke vedtagne budgetter, og det er derfor ikke sikkert, at besparelserne bliver virkelige.

- Mit håb er, at kommunerne kommer til fornuft. Vi ved fra tidligere, at nogen af dem vil gennemføre besparelserne på børnene, men vi håber, de kommer på bedre tanker, siger Henning Pedersen.

Det skyldes ikke udelukkende, at BUPL er pædagogernes fagforening. Det skyldes også, at man skal tænke på børnene, når man svinger sparekniven.

- Det er så vigtigt med en god barndom, en god skolegang og et godt arbejdsliv. Derfor er det katastrofalt, hvis man bliver ved med at skære i grundlaget for en god opvækst, siger Henning Pedersen.

I 43 af de 94 kommuner planlægger man besparelser for langt over 100 millioner kroner. 46 kommuners budget er uændret. Fem regioner regner med at bruge flere penge på børneområdet, og slutteligt er der fire kommuner, der ikke har indberettet deres kommende budget.