Nyheder

Politi: Pushere scorede op mod 157 mio. på hash-salg

Næsten 157 mio. kr.

Så mange penge mener politiet, at en stribe hash-sælgere har skrabet ind i profit på dagligt salg hash på Christiania siden september 2012.

Det viser beregninger, som tv2.dk har foretaget.

Både under retsmøder torsdag og her til formiddag har anklagere fra Københavns Politi oplyst, at politiet mener, at pusherne har tjent 20 kr. per solgt gram hash på Christiania.

En gennemgang af anklageskriftet mod de flere end 70 personer, der er tiltalt for hash-salg i gaden fra september 2012 til marts 2014, viser, at politiet har "sat navn" på anslået salg af næsten 6,9 tons hash i perioden.

Dertil kommer yderligere salg af et formodet solgt tons hash, som politiet ikke har sat navn på.

Mængden er politiet nået frem til ved at udregne, hvor meget hash de enkelte boder dagligt har solgt. For hovedparten af de boder, der indgår i sagskomplekset, er der dagligt solgt et kilogram hash, mener politiet. Fra fem boder er der solgt et halvt kilo dagligt, og fra en sidste bod 1,550 kg.

Politiet mener, at boderne altid har haft åben, men har ikke kunnet knytte en person til alle åbningsdagene. Derfor kan en person i sagen godt være tiltalt for dagligt i et helt år at have medvirket til salg af et kilo hash, men målt i kilo alene være tiltalt for salg af f.eks. 200 kg hash.

Overskuddet af salg af 6,9 tons hash er 137,5 mio. kr., hvis sælgeren tjener 20 kr. per solgt gram.

Hvis det solgte antal kilogram er 7,9 tons hash, er overskuddet 157,5 mio. kr.

Fire af de tiltalte erkendte sig i dag delvist skyldige i salg.

Samlet set tilstod de tre salg af højst syv kilo hash - mens en fjerde ikke satte kilo på sin tilståelse.

Et stort antal forsvarere stillede sig i dag undrende over for politiets profit-estimat.

- 20 kr. pr gram ved jeg slet ikke, hvor man har fra. Så det protesteres der over, sagde en af dem, Hugo Steinmetz, hvis klient er tiltalt for at have medvirket til salg af 402 kg. hash.

Noget, der altså ifølge politiet skal have givet ham et udbytte på godt 8 mio. kr.

Operation Nordlys

Indledt i september 2012, da politiet nedsatte en særlig task force med fokus på Pusher Street på Christiania.

Efterforskningen førte 13. marts 2014 til en stor aktion mod Pusher Street, hvor flere end 80 blev anholdt.

Består af seks sager, der kører ved Københavns Byret fra september 2014 - og med sidste planlagt retsmøde i april 2015.

Desuden kører den særlige politienhed Task Force Øst en sag mod syv formodede leverandører af hash til Christiania.

76 er tiltalt i de seks sager - i alt 25 hash-boder indgår på kryds og tværs i sagerne.

Dertil kommer flere sager, der er udskilt.

Boderne i de seks sager har ifølge politiet dagligt solgt mellem et halvt og 1,550 kilogram hash.

Københavns Politi oplyser ikke, hvor en stor en samlet hashmængde, der menes at være solgt i perioden, men tv2.dks analyse af anklageskriftet peger på, at mængden er et sted mellem kan mellem 6,2 og 7,8 tons hash.

Yderligere 294 kg. skal være solgt på 14 såkaldte aktionsdage, hvor kun få boder holdt åben - og hvor noget af overskuddet ifølge politiet gik til Christianias forskønnelse.