Bonusfest i politiet mens danskernes tillid falder
Undersøgelser viser, at borgernes tillid til ordensmagten de seneste år er faldet og faldet, hvilket dette indslag tydeligt illustrerer. Alligevel hævede Danmarks 12 politidirektører tilsammen 740.000 bonuskroner sidste år. Bonussen skyldes, at politikredsene har en række mål, de gerne skal leve op til.
Kravene er blandt andet antal indbrud, færdselsbøder og lignende.
Men kan det virkelig passe, at politidirektører skal have en bonus, oveni lønnen på cirka en million, for at gøre deres arbejde ordentligt?
SF's retsordfører, Karina Lorentzen, ønsker helt at afskaffe ordningen.
- De skaber desværre en evindelig diskussion om, hvorvidt lederne i politi gør noget alene for at tjene penge.
- Jeg synes, at vi skal give politiet meget mere frihed til at sætte lokale mål, for det er her man ved, om det giver mening at sætte ind overfor bandekriminalitet eller spirituskørsel. Vi skal derfor af med både måltal og bonusser, siger hun.
Tom Behnke, der er retsordfører for de Konservative, bryder sig heller ikke om den måde, politidirektørerne aflønnes. Han mener, man bør give bonus efter effekten af politiets arbejde. Noget flere eksperter også anbefaler.
- Problemet er kriterierne for bonusløn. Kriterier, der i dag kan føre til absurde situationer, hvor politifolk presses til i december at have et helt skævt fokus bare for at politidirektøren kan leve op til resultatkravene.
- Der burde lægges vægt på kriminalitetsudviklingen, borgernes tilfredshed og personalets tilfredshed, i stedet for, hvor mange cyklister der har fået en bøde, siger han.
Rigspolitiet har ikke ønsket at kommentere bonusordningen. Det vil Claus Oxfeldt, formand for betjentenes fagforening, dog gerne:
- Det er forkert i en servicevirksomhed, at man har bonuskontrakter. Jeg synes, det er et forkert signal. Det vigtigste er servicen overfor borgerne og ikke antallet af sigtelser eller bøder, siger formand for Politiforbundet, Claus Oxfeldt.
Politidirektørerne kan hive endnu en bonus hjem i år, hvis bare de holder antallet af indbrud på landsplan under 42.513. I 2013 blev der indgivet 41.921 anmeldelser om indbrud til politiet.
Holder tyvene deres aktivitetsniveau i 2014, kan de 12 politidirektører, hvis de holder deres niveau fra sidste år, altså putte 61.666 kroner i lommen hver især. Uden at løfte en finger.