Nyheder

Advokat: Politiet skulle ikke have brugt peberspray

En video, der viser dengang 28-årige Jean ligge på fortorvet på Istedgade, mens to politibetjente giver ham håndjern på bag om ryggen og anholder ham, er blevet delt i stor stil på Facebook, siden den blev lagt op i går af en af Jeans kammerater. For mens Jean bliver iført håndjernene, giver en af betjentene ham peberspray i ansigtet fra tæt hold.

Videoen har skabt opmærksomhed, og nu har Den Uafhængige Politiklagemyndighed, DUP, påbegyndt en efterforskning af sagen, hvor det blandt andet skal fastslås, om betjentene er skyldige i magtmisbrug eller ej.

Advokat og formand for retspolitisk forening, Bjørn Elmquist, har set videoen. Og han mener, at Jean har en god klagesag.

- En ting er, at han får håndjern på. Noget andet er, at han så får peberspray, selvom han ligger helt fladt på jorden og får hovedet holdt ned mod brostenene. Så kan man spørge, hvorfor han dog skulle have peberspray i den situation, siger Bjørn Elmquist til tv2.dk.

Han understreger, at han ikke kender forløbet, der ledte op til anholdelsen af den i dag 30-årige Jean.

- Jeg ved ikke, om der har været tale om en meget voldelig, udadfarende eller aggressiv person, som politiet så forsøger at uskadeliggøre. Det skal jeg ikke kunne sige. Men hvis vi ser på selve billederne, så lægger han jo i og for sig ganske stille. Han sparker ikke ud eller prøver at sprælle, siger Bjørn Elmquist.

Fordi den anholdte ligger stille og ikke gør modstand, mener Bjørn Elmquist ikke, at politiets brug af peberspray er berettiget, hvis man ser på bekendtgørelsen om, hvornår politiet må tage peberspray i brug.

- Ud fra det, jeg kan se, og med det forbehold, at jeg ikke ved, hvad der er gået forud, så vil jeg ikke mene, at pebersprayen er berettiget, siger Bjørn Elmquist og fortsætter:

- Peberspray kan bruges for at undgå at bruge andre magtmidler. Men hvad er det for andre magtmilder, man undgår at bruge her, når han er lagt i håndjern? Så hvis man ser på videoen, så er peberspray ikke noget, der er påkrævet her.

Derfor mener han, at 30-årige Jeans sag har en god chance hos DUP.

- Det er sjældent, at man har så udmærket videodokumentation i den slags sager, som her. I hvert fald fra dele af den. Sagen er meget veldokumenteret, siger Bjørn Elmquist.

Selvom han ikke mener, betjentene var berettiget til at bruge pebersprayen, roser han dem alligevel for at optræde fint over for personen, der filmede anholdelsen.

- Der optræder de helt korrekt, for de siger ikke til ham, at han skal stoppe med at filme. De siger, at han ikke må komme så tæt på, at han hindrer deres arbejde, og det har de ret til at sige. 

Det var København Politi selv, der gjorde DUP opmærksom på videoen torsdag formiddag.

- Det er måske gjort, fordi politiet gerne vil have det indberettet i den rette sammenhæng, så de har mulighed for at forklare, hvad der er foregået, eller fordi politiet selv synes, der er grund til at forholde sagen til DUP. Men jeg ved det ikke, siger Bjørn Elmquist.

Brugen af peberspray havde været berettiget, hvis den anholdte for eksempel var farlig for sig selv eller sine omgivelser, forklarer Bjørn Elmquist.

- Eller hvis betjentene havde en formodning om eller havde konstateret, at han havde gjort udfald dem. Det kan også berettiges, hvis personen var personfarlig og måske var bevæbnet med en pistol eller en kniv, siger han og fortsætter:

- Men det ser vi ikke noget af her.