Nyheder

Rasende metro-arbejdere uden kontrakt: De behandler os som dyr

Op mod 200 portugisiske håndværkere, som arbejder på den københavnske Metro, har indtil onsdag været indlogeret under kummerlige forhold i en nedlagt kontorbygning på en giftgrund i et industrikvarter i Rødovre.

Nu er kontrakten med ICDS - den irske underentreprenør til metrobyggeriet, som har lejet bygningen – imidlertid blevet ophævet. Metro-arbejderne er dermed blevet bedt om at forlade erhvervsbygningen, som ikke er godkendt til beboelse - og det var tilsyneladende dråben for flere af portugiserne, der nu tager bladet fra munden:

- Vi har ingen arbejdsaftaler. Der er ikke noget varmt vand og vi bliver overvåget. Det er fuldstændigt som et fængsel. Vi bliver behandlet som dyr, siger en rasende Manuel Monteiro.

At sørge for ordentlige boligforhold til deres ansatte er dog ikke det eneste, som Metroselskabets underleverandør ICDS har forsømt.

- Vi får ingen kontrakter. Jeg har været her siden 13. juli, men jeg har ikke fået nogen kontrakt eller lønseddel, siger Manuel Monteiro videre.

Hos 3F betegner de sagen som meget alvorlig, mens arbejdsforholdene kommer bag på Metroselskabet:

- De oplysninger, der er kommet frem i dag, er nye for os. Og vi vil tage dem super alvorligt, siger Henrik Plougmann Olsen, administrerende direktør i Metroselskabet.

Portugiserne er nu blevet indlogeret på et hotel. Og i 19 Nyhederne på TV 2 onsdag aften tog Transportminister Magnus Heunicke ansvaret:

- Jeg varetager ansvaret på vegne af Danmark. Det er ultimativt mit ansvar at få ryddet op i den her situation. Så det vil vi nu gøre, siger ministeren.

Se hele indslaget om de portugisiske metroarbejdere i playeren ovenfor.