Nyheder

Papir på kønsskifte: Nu kan Tina få sit nye CPR-nummer

- Det er dejligt, men efter min overbevisning også helt i tråd med menneskerettighederne, hvis det bliver sådan. Det betyder en masse for de her menneskers identitet, for det handler jo om, hvordan man føler sig. Så det er et skridt på vejen i forhold til accept.

Sådan sagde Tina Vyum, der er formand for foreningen af transkønnede i Danmark, til tv2.dk tilbage i februar i år. Hun havde netop hørt nyheden om, at regeringen ville fremsætte et lovforslag, som skulle gøre det nemmere at skifte køn rent juridisk, hvis man ønsker at leve som det modsatte køn.

Siden blev forslaget vedtaget, og i dag kan danske borgere så skifte personnummer. Det glæder Tina Vyum, der tidligere levede som mand og arbejdede i forsvaret, men siden skiftede køn og nu lever som kvinde med et job i hjemmeplejen:

- Det er skønt, og jeg har allerede sendt min ansøgning (til Økonomi- og Indenrigsministeriet, red). Det her er en blåstempling og betyder jo, at en drøm går i opfyldelse for mange, siger hun til tv2.dk mandag.  

Det sidste lige eller ulige ciffer i et CPR-nummer viser som bekendt, hvilket køn vi har, og det kan være problematisk for nogle transkønnede.

Det kan nemlig være svært for omverdenen at forstå, hvorfor personlige pas og papirer og udseendet ikke umiddelbart stemmer overens. Men det kan der altså nu dæmmes op for med det juridiske kønsskifte.   

Fint med refleksionsperiode

Ansøgningen skal indeholde en erklæring om, at man føler sig som det modsatte køn. Herefter kan der gå op til seks måneder, en såkaldt refleksionsperiode, før man kan få et nyt cpr-nummer. En udmærket regel, mener Tina Vyum:

- Beslutningen om at skifte køn er jo ret alvorlig, så man skal selvfølgelig være helt afklaret. Det skal heller ikke være noget, man bare kan lave om dagen eller ugen efter. Så det er fint med en betænkningsperiode. Jeg tror dog, det er sådan, at når man overhovedet er nået til overvejelserne om at skifte køn, så ligger der allerede rigtig, rigtig meget tankevirksomhed bag.

Og sådan skal det også være, for det at skifte køn er ikke altid en dans på de berømte røde roser, fortæller Tina Vyum ud fra sine egne erfaringer:   

- Hånden på hjertet. Det er ikke altid lige nemt at skifte køn, og det handler jo om, at man skal kunne leve med beslutningen og forhåbentligt blive accepteret omverdenen. Men man skal være klar til de udfordringer og kampe, der nogle gange er forbundet med det.

Trods indførelsen af det juridiske kønsskifte forventer Tina Vyum dog ikke, at debatten om ”rigtigt eller forkert” vil forstumme.

- Der vil stadig være nogle, der mener, at man ikke har foretaget et fuldgyldigt kønsskifte, før man har gennemgået en operation, som jo kan være mere eller mindre vellykket, lyder det.

Det anslås, at der er op mod 3000 transkønnede i Danmark, som ønsker at opnå fysisk eller juridisk kønsskifte. Blandt andet i form af et nyt cpr-nummer.