Nyheder

Læge: Ebola er uforudsigelig og kan mutere

Ebola-epidemien startede i Guinea, hvor dette billede er taget Polfoto

Det er ikke kun på film, at en dødelig virus kan mutere og udvikle sig til en trussel for hele verdenssamfundet.

Forskere fra hele verden ser med stor alvor på situationen i Vestafrika, som oplever det hidtil værste udbrud af den dødelige virus.

Ebola tilhører en bestemt form for virus, som kan være svært at styre, fortæller Anders Fomsgaard, der er Overlæge og Professor ved Syddansk universitet:

- Det er et virus, der kan mutere og ændre sig. Det er uforudsigeligt i hvilken retning, det vil gå, siger Anders Fomsgaard til Tv2.dk.

Kan blive luftbåret

Der findes ingen dokumenteret medicin til at behandle det dødelige virus, men ebola kan i dag holdes under kontrol ved at isolere smittede, fordi virusset smitter gennem sekreter som blod og spyt. Men ebola kan mutere, og derfor er det i teorien i stand til at blive luftbåret.

- Det er noget som jeg frygter rigtig meget. Vi ved, at den her type virus muterer. Jo længere det her udbrud varer, jo større er chancerne for at det muterer, siger Anders Fomsgaard.

Hvis ebola bliver luftbåret, vil smittefaren være markant højere, og hvis virusset kommer til en storby i muteret form, så vil det være tæt på umuligt at kontrollere.

Det værste scenarie

- Det ville være forfærdeligt, hvis du har kombinationen af en høj dødelighed og en virus, der kan smitte gennem luften. Så har du det værste scenarie, fortæller Anders Fomsgaard.

Grunden til at ebola kan mutere er, at dens arvemateriale i stedet for DNA består af RNA. Det gælder også for eksempelvis også for influenza og HIV.

- Når RNA deler sig, så sker der fejl. Det kalder vi mutationer, og den type vil altid dele sig. Den type der opstår, og som er bedst til at overleve, vil selvfølge sprede sig, fortæller Anders Fomsgaard.

Der er dog endnu ikke set en luftbåren udgave af ebola, og det er ifølge Anders Fomsgaard overhovedet ikke muligt at forudsige, om det kommer til at ske.

- Vi har ikke set ebola være luftbåren. Der var en ebola-stamme, der fik navnet ebola-reston, hvor nogle aber kom til Reston i USA og døde, hvor vi troede, at den var luftbåren, men det var den heldigvis ikke.

Umuligt at forudsige

Det er altså umuligt at sige noget om, hvordan virusset vil udvikle sig. Det, som er sikkert, er, at verden for tiden oplever det største udbrud af ebola nogensinde. Ifølge de seneste tal fra verdens sundhedsorganisation, WHO, har 1229 mistet livet til ebola, mens i alt 2240 forventes at være blevet smittet.

De tidligere udbrud har højst ramt 300 mennesker, og de ret hurtigt døde ud igen.

Ifølge Anders Fomsgaard er ebola dog indtil videre sin egen største fjende, fordi ofrene dør så hurtigt, at de ikke når at smitte andre.

- Ebola er sin egen værste fjende. Den er meget hurtig. Man er kun syg i få dage og der er en høj dødelighed. Det er en dårlig strategi, hvis man vil sprede sig fra menneske til menneske. For eksempel er HIV meget bedre til at sprede sig, da den inficerede lever og smitter i mange år, og der er da også omkring 35 mio. mennesker smittet med HIV, fortæller Anders Fomsgaard.

Fakta om den dødelige virus ebola

Ebola er opkaldt efter en flod i Afrika, hvor sygdommen blev opdaget første gang i 1970'erne.

Siden marts 2014 har ebolavirussen spredt sig i tre lande i Vestafrika. Værst ser det ud i Liberia.

Mennesker smittes blandt andet af inficerede flagermus ved direkte kontakt. Smitte mellem mennesker foregår ved kontakt med blod eller væsker.

Symptomer ses indledningsvis ved høj feber, hovedpine, muskelømhed, mavepine, træthed, diarré, ondt i halsen, udslæt og opkast.

I løbet af en uge udvikles brystsmerter, chok, blindhed og massiv blødning fra mave-tarmkanalen og andre kropsåbninger.

Der er en dødelighed på 50 til 90 procent ved ebola-virus.

Forebyggelse af smittefare kan ske ved at undgå huler og miner i det centrale Afrika, hvor der er risiko for at støde på flagermus.

Kilde: Center for Biosikring- og Beredskab