Nyheder

IS har allerede dræbt Foley: Han kan blive næste offer

James Foley blev i dag halshugget af Islamisk Stat, som nu truer med at slå det næste gidsel ihjel. 

Gidslet er den amerikanske journalist Steven Sotloff. Han bliver holdt fanget af Islamisk Stat, der truer med at slå ham ihjel, hvis ikke den amerikanske præsident Barack Obama indstiller de luftangreb, der de seneste dage har ramt IS i Irak.

Det kom frem i morges, da en voldsom video ramte nettet. Her bliver den amerikanske freelancejournalist James Foley halshugget af en IS-kriger, der efterfølgende ses med endnu en tilfangetagen mand.

Men modsat Foley er Sotloff er stadig i live.

Obamas næste beslutning kan redde Sotloff

'Denne amerikanske statsborgers liv afhænger af din næste beslutning, Obama'

Det er de sidste ord, der forlader den maskerede og sortklædte IS-krigers mund i den video, der netop nu florerer adskillige steder på nettet.

Den amerikanske borger, som sidder på knæ ved siden af IS-krigeren, er ifølge flere medier den amerikanske statsborger og journalist Steven Sotloff, der har været forsvundet siden den 4. august sidste år, hvor han blev kidnappet nær Syriens største by Aleppo.  

Steven Sotloff er freelancejournalist. Han havde sin base i Libyen, hvilket er dokumenteret på hans Twitter-profil. Tidligere har Sotloff været tilknyttet store medier som TIME Magazine og har også gæstet både CNN og Fox News, hvor han har fortalt om situationen i Mellemøsten.

Sotloff blev født og voksede op i Florida. Han er uddannet fra University of Central Florida og er meget glad for både staten og ikke mindst deres succesfulde basketballhold, Miami Heat. 

Beslutningen om hvorvidt han nogensinde skal opleve sit Miami igen, hviler nu på den amerikanske præsident Obama ifølge IS. Han har tidligere meldt ud, at han først vil være sikker på, at optagelserne er ægte, før han vil udtale sig i sagen. Imens har Sotloff nu været gidsel i 381 dage.   

Islamisk Stat

Den sunnimuslimske oprørsgruppe Islamisk Stat har skiftet navn flere gange siden grundlæggelsen.

I dag kaldes den i flæng ISIS, ISIL eller noget helt tredje. På TV 2 kaldes gruppen 'Islamisk Stat' eller IS.

Al-Qaeda har erklæret, at gruppen ikke er en del af al-Qaeda, der beskylder gruppen for at bruge for meget vold og for at være "frafalden" eller "hedninge".

  • Gruppen ledes af Abu Bakr al-Baghdadi.
  • ISIL står for "Islamisk Stat i Irak og Levanten". Levanten er et løst defineret geografisk område, der omfatter dele af Irak, Syrien, Libanon, Israel og de besatte palæstinensiske områder.
  • ISIS står for "Islamisk Stat i Irak og Syrien". Det er de to områder, hvor gruppen i dag kæmper en militær kamp for at opnå sine mål.
  • Efter udråbelsen af et islamisk kalifat i det nordvestlige Irak og dele af Syrien har bevægelsen ved nogle lejligheder blot kaldt sig IS.