Rørende farvel til Steen Ankerdal: Han var en ener

16x9
Morten Ankerdal tog tirsdag afsked med sin far og ven, Steen Ankerdal, ved en rørende bisættelse i Jesuskirken i Valby. Foto: TV 2

Steen Ankerdal, en af de største personligheder i dansk sportsjournalistik gennem tiden, blev klokken 12 tirsdag bisat i Jesuskirken i Valby ved en rø

Steen Ankerdal, en af de største personligheder i dansk sportsjournalistik gennem tiden, blev klokken 12 tirsdag bisat i Jesuskirken i Valby ved en rørende bisættelse.

Og den populære sportsjournalist blev fulgt godt på vej på sin sidste rejse.

Kirkegulvet var fyldt med bårebuketter og kranse, og flere hundrede var mødt op for at ære hans minde og person. Og man lod sig hurtigt forstå, at Steen Ankerdal var en meget vellidt mand blandt sin familie og venner.

Ikke mindst hos den tidligere kollega og nuværende fodboldkommentator på Viasat, Carsten Werge, der ikke havde andet end rosende ord til overs for sin tidligere mentor:

- Jeg har arbejdet med ham i flere år. Vi har skrevet bøger sammen, og jeg har kendt ham hele mit arbejdsliv, siden jeg var praktikant, og han var en stor journalist. Det er forfærdeligt, men han har, typisk ham, taget det rigtigt pænt hele vejen. Han var altid positiv. Han var en ener, fortalte Carsten Werge til tv2.dk foran kirken.

Og netop hans positive sind og engagement var et minde, der gik igen hos flere af de fremmødte. Heriblandt Michael Meyerheim, der arbejdede med Steen Ankerdal de første år af Go’ Morgen Danmark:

- Han var rigtig dygtig, engageret og altid humørfyldt. Og så var han god til folk, hvilket gjorde, at han fangede morgentv rigtig hurtigt, fordi hans meget karakteristiske indlevelsesevne og empati gav sig til udtryk, når han arbejdede, sagde Michael Meyerheim.

Kondolencer fra hele verden
Steen Ankerdal var kendt over hele Danmark for sin sportsjournalistik.

Det førte til, at Steen Ankerdal i to omgange også var formand for Danske Sportsjournalister - senest fra 2003 og 2011, hvor han blev afløst af Andreas Kraul, der er sportsjournalist hos DR. Men netop Andreas Kraul fortalte efter bisættelsen, at Steen Ankerdals journalistik også nåede udover Danmarks grænser:

- Det har været meget tydeligt her efter hans død, hvor vellidt en mand han var. Jeg har fået flere henvendelser med kondolencer – ikke mindst fra udlandet, hvor alle mulige sportsjournalister, han har kendt, har henvendt sig og udtrykt deres dybeste medfølelser, sagde Andreas Kraul, der også vil huske ham for hans tilstedeværelse og evige tro på, at hans journalistik nyttede noget, og at han kunne påvirke begivenhederne.

Noget som store personligheder inden for sportsverdenen fik at føle, når Steen Ankerdal udførte sin journalistik. Heriblandt tidligere professionelle cykelrytter Brian Holm, der med et smil på læben mindedes, hvordan han behandlede ham og hans cykelkollegaer.

- Han var en hård nyser. Og jeg vil savne ham for hans spydige bemærkninger, sagde Brian Holm, der fortalte, at han igennem sit venskab med Steens søn, Morten, også har været en støtte undervejs i sygdomsforløbet pga. Brian Holms eget kendskab til sygdommen.

Også tidligere FCK-boss Flemming Østergaard, vil savne en sportsjournalist, der kunne gå ham på klingen, fortalte han.

Og netop de konsekvente udmeldinger husker tidligere medlem af ’guldfireren’, Victor Feddersen:

- Han var den første, der virkelig troede på vores umulige projekt, da vi sagde, at vi ville vinde OL-guld. Han gav os et anerkendende klap, og det var jo kæmpe stort. Vi var overvældede. Det var jo ’94, og der var han jo en af guruerne inden for sportsjournalistikken.

Mange kendte var mødt op
Det var den kendte præst og samfundsdebattør Sørine Gotfredsen, der stod for bisættelsen tirsdag formiddag. Sørine Godtfredsen er også selv uddannet journalist og husker ham for sin tid som sportsjournalist på Aktuelt.

Foruden Sørine Godtfredsen talte også Steen Ankerdals ekskone og søn, TV 2-vært Morten Ankerdal .

En varm og rørende tale, hvor det stod klart, at Morten Ankerdal vil savne sin gode kollega, ven og, ikke mindst, far.

Steen Ankerdal fik i 2009 konstateret kræft, som han kæmpede med de sidste fem år, inden at han måtte give op tirsdag den 12.august.

Han var i flere år sportschef på Ekstra Bladet og på Berlingske Tidende, men i de sidste mange år arbejdede han freelance for flere tv-stationer og aviser - også efter, at han fik konstateret sin sygdom.

Steen Ankerdal blev kun 66 år gammel, og foruden familien var også flere venner af Steen Ankerdal mødt op til begravelsen. Heriblandt Line Baun Danielsen, Morten Olsen, Kim Milton, Morten Stig Christensen, Per Frimann, Martin Miehe-Renard, Karin Jagd, Peter Schmeichel og mange fra den danske journaliststand.

Også fodboldkommentator på TV 2, Flemming Toft, var til stede i kirken. Du kan læse, hvordan han mindes Steen Ankerdal HER.