Trods våbenhvile: Dødstallet stiger i Gaza

Selvom der i øjeblikket er våbenhvile i Gaza, dør mennesker stadig dagligt.

Således har antallet af dræbte nu rundet 2000 mennesker, når man både tæller palæstinensere og israelere med. Flere palæstinensere er døde af deres sår og kvæstelser, og det er derfor, at dødstallet stiger, selvom der er våbenhvile.

Det skriver det palæstinensiske sundhedsministerium ifølge AFP.

Kampene mellem den israelske hær og den palæstinensiske oprørsgruppe Hamas brød for alvor ud i juli måned. Bare to måneder senere har konflikten ifølge FN’s rapporter kostet 2016 menneskeliv. Tallene stammer fra den seneste rapport, der blev offentliggjort den 15. august. 

Hverken kvinder eller børn er gået fri af angrebene i de tæt befolkede områder. 239 kvinder er blevet dræbt, og konflikten har også krævet 459 dødsofre i form af børn.

De civile tal er i forvejen høje, men på hospitalerne i Gaza befinder der sig både mænd, kvinder og børn, der kæmper for ikke at blive en del af den sørgelige statistik. Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO er over 3000 børn såret, mens 1970 kvinder er kommet til skade under angrebene.

Over 200.000 mennesker er flygtet fra deres hjem. De har søgt mod de 87 skoler, der i øjeblikket er omdannet til midlertidig beboelse for de mennesker, hvis hjem er blevet ødelagt eller kraftigt beskadiget af kampene mellem Hamas og Israel.

730.000 mennesker mangler mad i det berørte område, der er på størrelse med Langeland.

Af de 730.000 mennesker, der akut mangler mad, er det kun lykkedes nødhjælpsorganisationer i området at nå 150.000 mennesker, som ikke har noget at spise.

Konflikten i Mellemøsten brød for alvor ud, da tre israelske teenagere blev bortført i juni måned. Angiveligt af to palæstinensere. De to palæstinenseres huse er nu blevet revet ned af den israelske hær. Israel meddeler i samme ombæring, at de har afspærret et hus tilhørende en tredje mand, der også er mistænkt i bortførelsen af de tre israelske teenagere.

Spændingerne mellem Israel og palæstinenserne er siden da eskaleret. Israel hævder, at deres klare militære mål er at få destrueret de underjordiske tunneller, som Hamas har brugt til at angribe Israel indefra.