Nyheder

Danmark flopper i fødevaresikkerhed

Hvert år dør omkring 100, og flere tusinde danskere bliver alvorligt syge af mad, der indeholder de farlige bakterier listeria, campylobacter og salmonella.

Dermed hører Danmark til blandt de EU-lande, hvor der er flest tilfælde pr. indbygger, skriver Ekstra Bladet i dag.

En ny rapport fra Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet afslører således, at Danmark målt per indbygger er et af de mest ramte lande i EU og må lide den tort at have dårligere fødevaresikkerhed end lande som Bulgarien, Estland og Slovenien.

Konkret er Danmark det tredjeværste land i EU, når det gælder antallet af listeria-ramte, det ottendeværste inden for campylobacter og det 11.-værste inden for salmonella.

Og de tre fødevarebårne bakterier er noget, der skal tages seriøst, mener professor Niels Høiby, overlæge på Rigshospitalets mikrobiologiske afd. Undersøgelser har vist, at danskerne i snit bliver ramt af 1,5 madforgiftning om året. Op mod 20 procent søger læge, og af dem bliver hver sjette indlagt.

 - De her infektioner er hvert år en betydelig belastning for sundhedsvæsenet, og de kan i værste fald føre til dødsfald for udsatte patientgrupper som specielt ældre, så det er noget, vi skal have meget fokus på.

 - Derfor er det heller ikke tilfredsstillende, at Danmark ligger så højt placeret i Europa, siger han.

 Forbrugerrådet mener, at det seneste tilfælde med listeria i blandt andet rullepølse, er et vink med en vognstang til myndighederne:

 - Vi skal have set på, om kontrollen med vores fødevarer herhjemme er god nok. Der er de seneste par år blevet effektiviseret rigtig meget på fødevareområdet, og det her efterlader jo et spørgsmål om, hvorvidt det er gået ud over fødevaresikkerheden, siger Camilla Udsen, fødevarepolitisk seniorrådgiver.

 - Herudover bør man også kigge på, om der kan implementeres tiltag ude hos producenterne, der kan få antallet af smittetilfælde ned, siger hun.