Nyheder

Få overblikket: Her er de danske strande med livreddere

Juli måned var den næstvarmeste i 140 år, og vandene omkring Danmark er i øjeblikket så varme, at de minder om noget, man oftest finder langt længere mod syd.

Det har fået mange badehungrende til at søge mod de danske strande for at blive afkølet, men for nogle er det gået galt. Senest i går, der var en særlig ubehagelig dag ved Vesterhavet. Her mistede en 46-årig tysk mand livet, og yderligere 12 personer skulle reddes ind fra vandet, efter at de var blevet overrumplet af de lumske strømforhold.

Det fik Midt- og Vestjyllands Politi til at komme med en advarsel om kun at bade i Vesterhavet, hvis der var livreddere til stede.

I Danmark er der mere end 7000 kilometer kyststrækning, og der findes godt og vel 1300 registrerede stande. 58 af dem er bemandet med livreddere fra Trygfonden, Den Nordsjællandske Kystlivredningstjeneste og Team Bade.

På kortet nedenfor kan du se hvilke.

Bad ikke alene

De strande ser Rådet for Større Badesikkerhed gerne, at man bruger, hvis man vil dyppe sig i de lune farvande. Men de er ikke bemandet hele døgnet, og derfor bør man stadig være påpasselig, hvis man går i vandet alligevel:

- Hvis man vil tage sine forholdsregler, bør man søge mod strande med livreddere. Og dem er der heldigvis flere af. Problemet er, at livredderne ikke er der hele tiden. De er der kun om sommeren og kun i en periode. Og der er jo nogen der morgenbader, og nogen der aftenbader, sådan er det. Men nogle ulykker sker jo uden for de normale tidspunkter, hvor der ikke er andre, siger formand i Rådet for Større Badesikkerhed, Svend Hedegaard til tv2.dk.

Derfor har Rådet for Større Badesikkerhed et klart ønske:

- Generelt set ser vi gerne, at man ikke bader alene. Det er en de vigtigste målsætninger for os overhovedet. Og så er det sådan set ligegyldigt, om man bader, hvor der er livreddere eller ikke gør. Der er jo mange, der bader steder, hvor der ikke er, siger han.

Vindretningen er problemet

I går var det særligt såkaldte revlehuller, der tog fusen på mange badegæster. Revlehuller kan nemt trække en person til havs og opstår, når der er kraftig pålandsvind. Det er ofte et problem ved Vesterhavet, men også på nordvestkysten af Sjælland kan vestenvinden give drilske forhold, fortæller Svend Hedegaard.

Så når vinden står direkte på kysten, skal man være ekstra opmærksom:

- Det er voldsomst ved Vesterhavet. Men vindretningen er problemstillingen – i al sammenhæng. Derfor er det godt at være et sted, hvor der er livreddere, for de kan informere og er skolet i det.

- Folk skal i hvert fald ikke bade, hvis der er bølger på vandet, og der pludselig er et sted, hvor der ikke er bølger. For så er det, at strømmen går den modsatte vej, og det kan man umiddelbart ikke se. Det er lumsk, siger han.

Den Nordsjællandske Livredningstjenestes 21 strande er bemandet i skole-sommerferien samt weekenden før og efter fra klokken 10.00 til 18.00. Hos Team Bade er livredderne er på stranden cirka fra skolernes sommerferie midt i juni til sidst i august, hver dag fra klokken 10:00 til klokken 18:00. Og på TrygFondens 36 strande er der livreddere i ugerne 26 til 33 fra klokken 11 til klokken 19.

Otte gode baderåd

  1. Lær at svømme og springe rigtigt
  2. Bad aldrig alene
  3. Bad kun hvor det er tilladt
  4. Gå kun ud til navlen
  5. Spring kun på hovedet, hvor vandet er dybt nok
  6. Svøm langs kysten
  7. Bad aldrig med alkohol og euforiserende stoffer i blodet
  8. Gå op, når du begynder at fryse

Kilde: Rådet for Større Badesikkerhed.

Strande med livreddere

Den Nordsjællandske Kystlivredningstjeneste: Hundested, Gråstenvej, Liseleje V, Liseleje Ø, Lille Kulgab, Stængehus, Tisvildeleje V, Tisvildeleje Ø, Strandbjerggår, Rågeleje, Smidstrup, Gilleleje V, Gilleleje Ø, Dronningmølle V, Dronningmølle Ø, Hornbæk V, Hornbæk Ø, Langebro, Grønnehave, Snekkersten, Espergærde,

Team Bade: Amager Strand og Svanemøllen Strand

TrygFonden: Skagen Sønderstrand, Tornby strand, Palmestranden Frederikshavn, Løkken Strand, Blokhus Strand, Grenaa Sydstrand, Den Permanente Badeanstalt, Moesgaard Strand, Saksild Strand, Fredericia Østerstrand, Søndervig Strand, Hvide Sande Sydstrand, Henne Strand, Vejers Strand, Rindby Strand, Lakolk Strand, Kerteminde Nordstrand, Nyborg Strand, Marielyst Strand, Enø Strand, Feddet Strand, Hundige Strand, Ishøj Strand, Vallensbæk Strand, Brøndby Strand, Sluseholmen Havnebad, Fisketorvet Havnebad, Islands Brygge Havnebad, Charlottenlund Strandpark, Bellevue Strandpark, Furesøbad, Rørvig Strand ved Kabelhuset, Gudmindrup Strand, Høve Strand, Balka Strand, Antoinette Strand, Tversted Strand.