Nyheder

Medier: Rebeller stjæler dræbtes kreditkort

Den internationale kritik fortsætter, efter et malaysisk fly styrtede ned i Ukraine torsdag.

Flere internationale medier beskriver nu, hvordan pro-russiske folk, som er mistænkt for at skyde flyet ned, har fjernet ligene fra ulykke og samtidig har begået ligskænderi ved at stjæle kreditkort og andre ejendele fra de omkomne.

Det får nu de hollandske banker til at holde øje med kreditkort-misbrug, oplyste sammenslutningen af hollandske banker lørdag, skriver NBC News. I tilfælde af kreditkort-misbrug vil de pårørende til de omkomne blive kompenceret, lyder det fra de hollandske banker, i følge AFP.

Adskillige regeringsledere lægger nu ekstra pres på Rusland. Således har den hollandske premierminister Mark Rutte udtalt, at Putin har en sidste chance for at bevise, at han ønsker at hjælpe efter ulykken.

Samtidig skriver CNN, at 196 lig er blevet fundet ved ulykkesstedet, men også at separatister i området har kompliceret arbejdet med at flytte ligene. Det forlyder, at der allerede er blevet flyttet flere lig i poser, samt vragdele fra flyet, som kan have betydning for sagens endelige opklaring.

Efterforskere fra blandt andre Malaysia, Holland samt de internationale politiorganisationer Interpol og Europol er på vej til stedet søndag. Her skal man finkæmme et område på 34 kvadratkilometer efter flystyrtet, skriver CNN.

Der var 283 passagerer og 15 besætningsmedlemmer om bord på det malaysiske fly – alle om bord er omkommet. Der var ingen danskere om bord.