Risikerer fængsel: Viceborgmester tiltalt for magtmisbrug

Haderslevs viceborgmester, Benny Bonde, risikerer to års fængsel i en sag om magtmisbrug. Han er tiltalt for magtmisbrug, fordi han angiveligt har fo

Haderslevs viceborgmester, Benny Bonde, risikerer to års fængsel i en sag om magtmisbrug.

Han er tiltalt for magtmisbrug, fordi han angiveligt har forsøgt at påvirke politiet, imens de var i gang med at efterforske en sag.

Det sker efter at politikeren fra Liberal Alliance i februar skrev et brev til politiet på kommunens vegne, hvor han bad dem stoppe efterforskningen af en lokal mælkeproducent, der havde benyttet vand fra en forurenet brønd i sin bedrift.

Det fik formanden for Socialdemokraterne i Haderslev, Kristen Grauholm, til at politianmelde Benny Bonde.

- Selvom man får mange stemmer og sidder på magten, har man ikke retten til at overtræde lovene, siger Kirsten Grauholm.

Hun bliver bakket op af Haderslevs borgmester, Hans Peter Geil fra Venstre. I en mail som han har sendt til Benny Bonde, skriver han:

- Du har ingen beføjelser på kommunens vegne, og det er det tætteste, man kan komme magtmisbrug. Jeg er dybt rystet.

Benny Bonde siger, at magtmisbrug er en ubehagelig anklage, men han havde forventet at sagen kom.

- Jeg har været lidt for effektiv måske og lidt for langt fremme i skoene. Men jeg har det sådan, at jeg gerne vil i mål med mine ting, og det synes jeg, at jeg kom i den sag, og så gik der hysteri i det omkring det juridiske, siger han.

 Sagen mod Benny Bonde bliver afgjort i retten til efteråret.