CPR-læk: Sådan forsikrer du dig mod identitetstyveri
Har du modtaget opkrævninger på køb, som du ikke kender til? Har du en mistanke om at din identitet er blevet misbrugt?
Så kan det måske være en god idé at kontakte dit forsikringsselskab, for at høre om du er forsikret mod identitetstyveri.
Hvis man får stjålet sit dankort, så hæfter banken ifølge loven for et eventuelt tab, men identitetstyveri er langt mere kompliceret.
Her er det virksomheden, der har solgt til svindleren, der står med problemet. Ofte kan det være meget omfattende at dokumentere, at man ikke skal hæfte for køb eller handlinger, der er foretaget med ens identitet.
Derfor er flere forsikringsskaber begyndt at tilbyde deres kunder hjælp og bistand i forbindelse med identitetstyveri, blandt andet hos forsikringsselskabet Tryg.
- Vi hjælper med alt det praktiske. Det handler for eksempel om at anmelde misbruget til politiet, lukke konti og oprette nye, fortæller pressetalsmand hos Tryg, Anders Stougaard.
- Det handler kan også være at overtage kontakten til firmaer, der sender regninger for ting, man ikke har købt og tage kontakt til RKI og debitorregistret og indberette, at der er tale om et identitetstyveri.
Hos Tryg har man valgt at stille bistand til rådighed for de forsikringskunder, der har en indboforsikring kombineret en anden forsikring. Det er altså ikke en forsikring man køber direkte, men et tilbud der bliver givet til kunder, som i forvejen har forsikringer hos selskabet.
- I øjeblikket har vi 55 aktive sager, hvor vi hjælper kunder med at komme misbrug til livs, eller hvor vi undersøger, om de bliver udsat for misbrug af personlige oplysninger, fortæller Anders Stougaard.
Også hos forsikringsselskabet Codan mærker man en stigende interesse for forsikring mod identitetstyveri.
- For halvandet år valgte vi at skrive det ind i vores indboforsikringsvilkår, fordi kunderne efterspurgte det, fortæller Mads Houe, pressechef i Codan.
- Der er kommet en øget bevidsthed i befolkningen. Både omkring truslen, men også omkring konsekvenserne af den.