Nyheder

Minister bekræfter: PET kendte til Se og Hørs overvågning

Sagen om Se og Hørs overvågning af kendte og kongelige synes at tage endnu en drejning.

Ifølge TV2’s oplysninger blev Politiets Efterretningstjeneste (PET) allerede i 2011 informeret om Se & Hørs køb af kreditkortoplysninger.

Justitsminister Karen Hækkerup bekræfter overfor TV 2, at PET har holdt et møde om et emnet på et tidligere tidspunkt. Men ifølge ministeren vurderede PET dengang, på baggrund af de oplysninger man havde, at der ikke var noget at grave efter:

-Det er korrekt, at der var en henvendelse til PET tilbage i 2011. Og det førte til, at der var et møde, hvor de fik nogle oplysninger. Men de oplysninger vurderede de ikke gav anledning til, at man gik videre med sagen, siger Karen Hækkerup til TV 2 News.

Justitsministeren er glad for at, at politiet arbejder for at komme til bunds i sagen, så de ansvarlige kan stilles til ansvar og få deres straf. Men i bagklogskabens lys ærgrer hun sig også over, at oplysningerne ikke blev vurderet tilpas vigtige til at gå videre med i 2011.

-Man kan jo i dag synes, at det var pokkers ærgerligt, at man træf en vurdering, som måske kunne have ført til, at man kunne have opklaret det her noget hurtigere. Men det var ikke desto mindre den vurdering, som PET nåede frem til, siger hun.

Vil være klogere i næste uge

Flere retspolitiske ordførere gav i dag udtryk for, at de ville have et svar på, om PET har haft mulighed for at tage affære og få stoppet den systematiske overvågning på et tidligere tidspunkt. Det forstår ministeren godt, men de må ikke tro, at PET har ignoreret henvendelsen:

-Når retsordførerne siger som de gør, får man det indtryk, at PET fik lagt alt på bordet dengang. Men det er ikke det indtryk, jeg har fået. Der har været noget snak, men det har ikke været en viden, som har gjort, at PET har haft nok baggrund til at gå videre med sagen. Så det er ikke mit indtryk, at PET har ignoreret det og ikke har ønsket at gøre mere ved det, siger Karen Hækkerup.

Justitsministeren er af retsordfører fra Enhedslisten, Pernille Skipper, blevet stillet et folketingsspørgsmål omkring PETs viden om sagen. Svaret på det spørgsmål kan vi forvente i starten af næste uge:

-Det svar er på vej og vil blive sendt til Folketinget i starten af næste uge. Og så håber jeg meget, at de retspolitiske ordførere, ligesom jeg, vil synes, at det var pokkers ærgerligt, men at man nok ikke kunne have gjort det anderledes i 2011 på baggrund af de oplysninger, man dengang fik, siger Karen Hækkerup.

Lørdag kom det frem, at Se og Hør ikke kun har overvåget kendte og kongelige ved hjælp af tys-tys-kilden hos IBM. Ugebladet har også overvåget fuldstændig ukendte danskere.

Se og Hør-overvågning

Se og Hør overvågede mindst 86 kendte og ikke-kendte danskere. Se eksempler herunder.

Ikke-kendte:

Charlotte og Preben Damgaard, der er svigerinde og bror til Erik Damgaard, Marek Stawowy, der er ven med Anders Fogh Rasmussen, Jesper Ravn, der er gift med Rigmor Zobel, Christian Scherfig, der er ven med prins Joachim og flere andre.

Kendte tv-værter:

Cecilie Frøkjær, Camilla Ottesen, Claus Elming, Kim Bildsøe Lassen, Morten Ankerdal.

Kendte sportsfolk:

Peter Schmeichel, brødrene Laudrup, Jesper Grønkjær og Nicolas Kiesa.