Løftebrud har ikke mistet aktualitet

Når talen falder på regeringens historiske løftebrud i Folketingets afslutningsdebat, som pågår i skrivende stund, kan jeg mærke, hvordan det gibber i regeringens politikere. De bliver ærgerlige. De bliver irriterede. ”Det er en gammel historie”, vrisser de. ”Det er lang tid siden”, vrænger de.

Men det ved jeg nu ikke, om det er. Det er faktisk ikke en gang tre år siden, at den nuværende regering kom til magten på en alenlang liste af brudte løfter.

Hvem husker ikke S og SFs ”Fair løsning”, hvor 12 minutter mere arbejde om dagen skulle redde nationen? Hvem har glemt betalingsringen rundt om København og 40 procent billigere abonnementskort i hovedstadsområdet? Eller hævelsen af pensionstillægget med 5000 kroner om året og gratis mad til alle skolebørn? På trods af regeringens forsøg på at føre krigen over i fjendens lejer, husker mange danskere det hele udmærket.

I dagens udgave af Politiken fremgår det, at der på blot to år er forsvundet 17.000 ”varme hænder” rundt omkring i kommunerne. Antallet af kommunalt ansatte faldt i perioden 2011-2013 fra 422.000 til 405.000. Det er præcis de hænder, som for eksempel skal yde omsorg for vore ældre i hjemmeplejen eller på plejehjem. Det er præcis den arbejdskraft, som hjælper den generation af ældre, som har opbygget vores velfærdssamfund.

Også antallet af lærere har været for nedadgående, og her er det værd at bemærke, at S og SF før valget i september 2011 lovede vælgerne en maksimal klassekvotient på 24 elever pr. klasse og to lærere i dansk og matematik fra 0-3. klasse. I øvrigt forlader mange lærere jobbet i utide, fordi de ikke kan udholde folkeskolen og arbejdspresset.

I samme periode er antallet af statslige ansatte til gengæld røget i vejret. Det er eksempelvis administrativt ansatte og kommunikationsfolk. Med andre ord en professionel arbejdskraft, som befinder sig meget langt fra de borgernære opgaver. En del af de statsligt ansatte er formentligt beskæftiget med at undersøge mulighederne for yderligere rationaliseringer og nedskæringer af den offentlige service.

Sidste år nævnte statsminister Helle Thorning-Schmidt ikke de ældre med et ord i sin åbningstale for Folketinget i oktober. Og kun efter politisk pres fra blandt andet Dansk Folkeparti lykkedes det at finde en milliard til de ældre på finansloven. Det er tydeligt for enhver, at ældrepolitikken overhovedet ikke har regeringens opmærksomhed. De ældre vil regeringen i stedet helst tvinge til at anskaffe sig en computer, så de kan kommunikere med det offentlige, når digitaliseringen blive en realitet i november.

I tiden efter løftebruddet opfandt regeringen et nyt begreb; ”nødvendighedens politik”. Den politik var hverken Helle Thorning-Schmidt eller Bjarne Corydon opmærksomme på før valget, men efter mødet med den radikale leder Margrethe Vestager måtte der findes en god forklaring. Heldigvis afviste Vestager selv, at der findes en nødvendighedens politik. Der findes naturligvis kun politik.

Socialdemokratiets krampagtige forsøg på at fremstille løftebrud og besparelser som en redningsaktion for velfærdssamfundet faldt dermed til jorden. Tilbage står de historiske løftebrud, og de handler ikke om en ”fortælling”, men om den virkelighed, regeringen har vist den danske befolkning. Så jeg forstår godt, at regeringen er irriteret over debatten. Det er jo så lang tid siden, ikke?

Pia Kjærsgaard

  • Formand for Folketinget siden 2015.
  • Medlem af Folketinget siden 1978 – først for Fremskridtspartiet og siden Dansk Folkeparti, som hun sammen med Kristian Thulesen Dahl, Poul Nødgaard og Ole Donner stiftede i 1995. 
  • Pia Kjærsgaard overlod i 2012 formandsposten i partiet til Kristian Thulesen Dahl og blev derefter partiets værdiordfører - en post, hun selv havde opfundet og som hun havde frem til 2015.