Bertel Haarder: Løkke i gang med ottende ud af ni liv

16x9
Bertel Haarder mener, at Lars Løkke er i gang med sit ottende politiske liv, efter han fik afværget endnu en bilagssag. Foto: Scanpix

Venstre fik afværget det interne opgør i partiet efter et skæbnemøde tirsdag. Alligevel fylder opgøret mod Lars Løkke Rasmussen meget i Venstre-politikernes grundlovstaler.

Bertel Haarder erkendte i sin tale, at situationen har været presset for formanden, der kæmpede til det sidste for at bevare sin post.

- Jeg er enig med journalisten Kaare R. Skou fra Lejre, der sagde om Lars, at ”han har ni liv som en kat, og nu er han i gang med det syvende”. Det er ret præcist. Nu er han så i gang med det ottende, sagde Bertel Haarder.

Han fortalte samtidig, at han som flere personer i partiets bagland har været kritisk over for visse udgifter afholdt af Venstre, men at han bakker fuldt op om sin formand.

- Han har begået fejl. Men han har også været oppe imod en nådesløs formiddagspresse, der meget snedigt serverer den ene historie lige før kommunevalget, og den anden lige før EU-valget.

- Det er deres ret, og det skal de have frihed til. Men alle venstrefolk er enige om dette: Ekstra Bladet skal ikke bestemme, hvem der skal være Venstres formand, lød det fra Bertel Haarder.

Han fryder sig derfor over, at pressen ikke fik ret i sine forudsigelser forud for tirsdagens hovedbestyrelsesmøde, hvor de fleste ikke havde spået Løkke mange chancer for at overleve som formand.

- Nu genoptager vi arbejdet under Lars Løkkes og Kristian Jensens ledelse. Sådan er vi i Venstre. Først kan vi slås, og så samarbejder vi, når sagen er afgjort, sagde Bertel Haarder.

Bertel Haarder holdt grundlovstaler på Greve Museum og hos Dakonissestiftelsen på Frederiksberg.

Efter talerne har han lagt den del, der omhandlede Lars Løkke Rasmussen, på sin Facebook-side.