Nyheder

Teleselskaber udleverer dine private oplysninger

Alene ved at udgive sig for at være en anden er det muligt at få adgang til personfølsomme oplysninger hos de danske teleselskaber. Det afslører Radio24syv mandag.

Fire ud af seks selskaber, som Radio24syv har undersøgt, udleverer fortrolige opkaldsoplysninger uden at sikre sig, at de taler med den rigtige person.

Telmore, Telia, Fullrate og Bibob gør intet eller kun meget lidt for at sikre sig, at personen i den anden ende rent faktisk er den rigtige. Kun ved Bibob var det nødvendigt at oplyse navn og adresse på offeret. Ellers var en angivelse af navn og telefonnummer nok til at få udleveret oplysningerne.

Kun de to selskaber 3 og CBB gav ikke uberettiget adgang.

- Det er en katastrofe. Teleselskaberne giver på den måde fremmede mulighed for at aflytte telefonsvareren, viderestille opkald m.m. – og det kan få en stribe konsekvenser, som kan blive meget vidtrækkende for almindelige kunder, siger Peter Kruse, it-sikkerhedsekspert ved CSIS.

TDC ejer Telmore og Fullrate, hvor fire af sikkerhedsbrudene er sket. De vil ikke stille op til interview, men skriver i en skriftlig kommentar til radiokanalen:

- Det er selvfølgelig alvorligt og dybt beklageligt, at det er lykkedes Radio24syv at snyde velmenende og serviceorienterede medarbejdere. Derfor har vi nu taget Radio24syvs metoder til efterretning og allerede torsdag i sidste uge indskærpet sikkerheden i kundefronterne.

Heller ikke Telia vil lade sig interviewe af Radio24syv, men oplyser, at de vil følge op sagen og indskærpe over for deres medarbejdere, at de i alle situationer er nødt til at følge Telias retningslinjer for beskyttelse af kundernes data.