Nyheder

S-ordfører: Skandale eller ej – Nets-salg fortsætter

Den såkaldte Se og Hør-skandale, hvor en person tilsyneladende har solgt kendtes kreditkortoplysninger videre til Se og Hør, får ingen betydning for salget af Nets til ATP og to amerikanske kapitalfonde.

Det siger Socialdemokraternes erhvervsordfører, Benny Engelbrecht, til tv2.dk.

- Det er fuldstændig underordnet, hvem ejeren af Nets er. Det handler om de krav, man stiller til datasikkerheden. Og hvis nogen begynder at blande skandalen sammen med salget af Nets, så er der nogen, der udøver politisk plat på sagen, siger Benny Engelbrecht.

Han siger videre, at man aldrig kan gardere sig mod en person, der bryder loven:

- Vi ved endnu ikke, hvad der er op og ned i skandalen, men hvis det er at sammenligne med, at en bankansat stjæler penge fra banken, så har det jo ikke nødvendigvis noget med sikkerheden at gøre. Så er der tale om it-kriminalitet.

- I USA er man ikke forbryder - man følger bare lovgivningen

Flere politiske partier har - allerede inden skandalen blev kendt - udtrykt bekymring for danskernes personfølsomme kreditdata i forbindelse med et salg til blandt andet to amerikanske kapitalfonde. Det gælder blandt andet Dansk Folkeparti og Enhedslisten.

Enhedslistens Frank Aaen er enig i, at det er svært at gardere sig mod en forbrydelse, sådan som det ser ud til at være tilfældet i Se og Hør-skandalen. Men skandalen bør alligevel give anledning til, at regeringen genovervejer salget af Nets.

- Det store problem ved et salg til bl.a. amerikanske kapitalfonde er jo, at man ikke er forbrydere, hvis man kigger i personfølsomme data, men derimod bare følger amerikansk lovgivning, siger Frank Aaen til tv2.dk.

Han henviser til, at USA efter terrorangrebene den 11. september 2001 udvidede myndighedernes beføjelser til at overvåge og indsamle data.

- Illusion at Nets vil være under dansk lovgivning

De kommende ejere har tidligere i en pressemeddelelse meldt ud, at Nets på trods af salget fortsat vil være reguleret af de danske regler for blandt andet databeskyttelse. Men det er en illusion, lyder det fra Frank Aaen:

- Der er ingen tvivl om, at hvis Nets får amerikanske ejere, så vil Nets falde under amerikansk lovgivning. Det har amerikanske domstole tidligere stadfæstet – Microsoft blev således af en dommer i USA dømt til at udlevere kundedata, selv om de data lå på en server i et datterselskab i Irland.

- Vi skal først vide, hvad der er op og ned

Benny Engelbrecht er i forbindelse med salget af Nets flere gange blevet citeret for at sige, at der allerede blev holdt skarpt øje med Nets håndtering af de personfølsomme data.

Til tv2.dk siger han, at han ikke vil komme med nogle løsninger, før sagen er blevet undersøgt til bunds af politiet.

- Lige nu ved ingen, hvad der er op og ned i sagen – det er uklogt at handle på spekulationer. Tiden må vise, om vi skal stille yderligere krav til f.eks. personer, der behandler følsomme oplysninger om danskerne.