Nyheder

Dommere inspicerede kvindeetage

Var det i orden, at hotellet Bella Sky valgte at indrette 20 værelser udelukkende forbeholdt kvinder? Nej, lød det fra Ligebehandlingsnævnet i marts 2012. Det var diskriminering af mænd, der er forment adgang til etagen. Den beslutning ville Bella Sky ikke acceptere, og i dag inspicerede dommere og advokater fra Østre Landsret værelserne.

Det er startskuddet på en ankesag, der vil vise, om mænd også skal have adgang til friske blomster og lyserøde lagner.

Hotel Bella Sky har allerede nu meldt ud, at man anker sagen igen, skulle man tabe den i Østre landsret.

Ligebehandlingsnævnet blev oprettet i 2009, og siden da har man behandlet flere og flere sager. I 2009 kom de med afgørelser i 64 sager, mens de i 2012 afgjorde 253 sager.

Advokat Julie Arnth Jørgensen, der repræsenterer Bella Sky i sagen, mener, at nævnet traf en forkert afgørelse.

 - Siden dengang har der været afgørelser i sager om fitnesscentre, der har afdelinger forbeholdt kvinder, og rejsebureauer som har solgt rejser, hvor det kun er kvinder, som kan komme med´, siger hun til Ritzau og tilføjer:

 - Det, har Ligebehandlingsnævnet sagt, var i orden. Så vi synes ikke, at afgørelsen mod hotellet passer ind i den praksis, siger hun.

Retssagen er berammet til torsdag og fredag, men dommen ventes først at falde på et senere tidspunkt.

Sagen om kvinde-etagen på Hotel Bella Sky begyndte, da en privat mand følte sig diskrimineret af hotellet og klagede til Ligebehandlingsnævnet.