Ellemann: Lighed mellem Putins argumenter og Hitlers taler
I TV 2 NEWS' udenrigsmagasin Ellemann|Lykketoft, blev der i dag delt syngende verbale lussinger ud til Ruslands præsident Vladimir Putin, da de to tidligere udenrigsministre kommenterede på Krim-krisens udvikling.
- Ud fra Putins egen stilling i forhold til omverdenen, er det er jo fuldstændigt vanvittigt, at man laver den her kup-agtige millitære overtagelse, gennemfører en folkeafstemning med gennemsigtige valgbokse og folk med masker og maskinpistoler uden for valgstedet, sagde Mogens Lykketoft og fortsatte:
- Hvis man havde taget det her stille roligt og først forhandlet for så derefter at lave en folkeafstemning, så havde der nok alligevel været et pro-russisk flertal, der havde ønsket en ændret status. Men ikke 97%, det er jo helt utroværdigt.
Også Uffe Elleman var skarp i retorikken. Især da det kom til Putins argumenter for at agere, som han gør, og at han forbeholder sig retten til at beskytte russiske mindretal:
- Det er uhyggeligt at høre. Der er rene paralleller til de taler, Hitler holdt i 30’erne. Han kom med alle de der argumenter med at skulle ud og beskytte dem, der efter hans definition tilhørte det tyske folk. Det er det vi hører fra Putin nu, de tilhører det russiske folk. Og det argument kan bruges mange steder, lød det fra Uffe Ellemann.
Foreløbigt har Putin altså brugt sin logik som undskyldning for at overtage Krim.
Du kan se hele magasin-programmet Ellemann|Lykketoft på TV 2 Play