Nyheder

Indisk skandale rammer dansk adoptions-bureau

Et indisk børnehjem, der i årene 1988 til 2006 leverede et stort antal børn til Danmark, er nu under anklage for børnehandel og forfalskning af papirer, skriver Politiken med den indiske avis Mumbai Mirror som kilde.

Ifølge avisen er nogle af anklagerne mod børnehjemmet Shejar Chhaya tæt på Mumbai, at børn blev solgt for tusinder af dollars til adoption, børn  blev taget fra deres hjælpeløse forældre, børn døde og blev kremeret i al hemmelighed uden at myndighederne blev underrettet.

Sagen er endnu en udfordring for det danske adoptionsbureau AC Børnehjælp midt i den overlevelseskamp, bureauet står i nu. For Shejar Chhaya-børnehjemmet var i mange år en af AC Børnehjælps vigtigste samarbejdspartnere og største enkeltleverandør af børn fra Indien.

I alt 280 børn i perioden 1988 til 2005, unge og voksne adopterede fra børnehjemmet, befinder sig i dag i Danmark, og ifølge Politiken kan de nu frygte, at der er svindlet i deres sager, eller at journalerne er forsvundet.

I perioden 2000 til 2005 betalte AC Børnehjælp i alt 2,2 mio. kroner til børnehjemmet.