Presselogen: Personjagt i orden

Både Børsens chefredaktør, Anders Krab-Johansen, og Informations chefredaktør, Christian Jensen, forsvarede i Presselogen søndag mediernes jagt på for

Både Børsens chefredaktør, Anders Krab-Johansen, og Informations chefredaktør, Christian Jensen, forsvarede i Presselogen søndag mediernes jagt på forfatteren til bogen 'Den Hemmelige Socialdemokrat'. Også selvom det indtil videre har båret præg af gætværk.

- Det er naturligt vi prøver at finde forfatteren, sagde Anders Krab-Johansen.

- Og hvis det er i klummer og debatindlæg, er det helt OK, mener han.

Informations Christian Jensen er enig:

- Jeg står inde for, at vi leger en gætteleg - for det er en gætteleg skabt af et medlem af den socialdemokratiske gruppe - og derfor ville vi ikke passe vores arbejde, hvis vi ikke forsøger at finde ud af, hvem det er, lyder Christian Jensens vurdering.

Mogens Jensen: Grotesk oplevelse

Mogens Jensen er blandt de socialdemokrater, der er blevet udråbt som forfatteren til bogen. Han kalder oplevelsen grotesk og mener ikke, han har haft mulighed for at forsvare sig i forhold til mediernes gætteleg.

- Det er ubehageligt overfor offentligheden - og overfor mennesker, der ikke har nogen mulighed for at vurdere, hvem der har skrevet bogen - at der så bliver kastet en mistanke på en, kritiserer Mogens Jensen.

Tabloid journalistik

Den anden halvdel af panelet i Presselogen er mere kritisk over for personjagten.

- Bevismaterialet er lettere købt end normalt, siger redaktionschef på Politiken, Anette Claudi, der henviser til, at bogen - udover at være skrevet af en anonym - bygger på en sammenblanding af fakta og fiktion.

Chefredaktør på Kristeligt Dagblad, Erik Bjergager, går endnu videre og kalder journalistikken "tabloid":

- Brugen af anonyme kilder kan retfærdiggøres af et væsentlighedskriterie - og der er ikke et væsentlighedskriterie her, mener Bjerager og tilføjer:

- Hvis bogen viser sig at være fup, vil det være desavouerende for medierne - at vi er hoppet på og taget bogen for pålydende.

Du kan høre Mogens Jensens kritik i videoklippet øverst, og se søndagens program på TV 2 Play her: Se 'Presselogen' på TV 2 Play.

ADGANG TIL TV 2 PLAY
Tilgår du denne artikel fra en smartphone eller tablet skal du åbne vores TV 2 Play-app for at se det. Hvis du ikke har den, kan den hentes gratis i App Store (iPhone/iPad/IPodTouch), Google Play (Android 4.x) eller Windows Phone Store og Windows Store (Windows Phone/Windows 8).

Hvis du ikke allerede er tilmeldt TV 2 Play, kan du gratis oprette dig som bruger på www.tv2play.dk. Første måned er gratis.