Nyheder

Tantholdt: Område af Bangkok er en krigszone

Opdateret: 12.09. Rasmus Tantholdt og fotograf Anders Bach forlod for kort tid siden den forhal, hvor de havde søgt tilflugt. Klippet kan ses i bunden af artiklen.

Spændingerne stiger i Bangkok dagen før valget, hvor TV 2's reporter Rasmus Tantholdt sammen med sin fotograf har søgt dækning i forhallen til et storcenter. Det ligner en krigszone, lyder det fra Rasmus Tantholdt, der var med på telefon på News, da kampene spærrer adgangen til TV-udstyret.

- Der er i det her område borgerkrigslignende tilstande, der bliver skudt med AK-47 rifler, og mig og fotograferne er fanget i en forhal til en bygning sammen med politiet, der heller ikke tør blande sig i kampene, siger Rasmus Tantholdt til News, og fortsætter.

- 100 rødskjorter konfronterede dem, pludselig kom der en lastbil med flere hundrede gulskjorter, så gik det løs, og der blev banket med køller, kastet med talrige granater. Nu beskyder de hinanden med AK-47rifler, og derfor har vi søgt dækning her sammen med mange andre, og vi kan ikke komme til vores udstyr, der står på pladsen, hvor der kæmpes.

Ifølge Rasmus Tantholdt eskalerede situationen, da gulskjorter og rødskjorter stødte sammen. Gulskjorterne, der er modstandere af den siddende premierminister spærrede et valgsted, da de blev konfronteret af rødskjorter.

Ifølge Reuters er mindst tre personer såret af skud og eksplosioner. De voldsommer episoder udspiller sig i Laksi, Bangkok – tæt på Don Muang-lufthavnen.

Landets premierminister Yingluck Shinawatra annoncerede mandag den 9. december 2013, at hun opløste parlamentet og udskrev valg på grund af pres fra dele af befolkningen. Gulskjorterne anklager Yingluck Shinawatra for at være en marionetdukke for landets tidligere premierminister - hendes bror - den korruptionsdømte Thaksin Shinawatra.