Nyheder

Hvad er 'signals intelligence'?

Ifølge et lækket dokument fra NSA-whistlebloweren Edward Snowden, som Information i dag offentliggør, har den amerikanske efterretningstjeneste overvåget en række centrale lande op til klima-topmødet COP15 i København i 2009. Dokumentet er ifølge Information lagt på et internt NSA-netværk, samme dag som COP15 gik i gang.

Her varslede NSA ifølge dokumentet, at man ville fortsætte med overvågningen under topmødet, så landets beslutningstagere hele tiden var opdateret med de seneste oplysninger fra korridormøder og politiske standpunkter fra andre forhandlingsparter.

- Mens resultatet af klimakonferencen i København forbliver usikkert, vil signalefterretninger ('signals intelligence' - elektronisk indhentning af kommunikation, red.) utvivlsomt spille en betydningsfuld rolle i at holde vores forhandlere så godt orienterede som muligt under den to uger lange begivenhed, står der ifølge Information i Snowden-dokumentet.

Men hvad er 'signals intelligence' helt præcist?

Den amerikanske efterretningstjeneste har en særlig afdeling af samme navn - forkortet SIGINT.

På en af NSA's hjemmesider beskrives SIGINTs arbejde således:

- Den information, som USA's ledere og udsendte i krig er afhængig af fra NSA/CSS, hedder udenlandsk 'Signals Intelligence' (SIGINT). NSA/CSS bruger moderne teknologi til at indsamle og opsnappe signaler fra fremmede kommunikationssystemer. Signalerne kan være en stemme båret over radiobølger eller udladninger af elektricitet, lysglimt, symboler på et flag eller et tegn, røgsignaler eller elektromagnetiske bølger, skriver NSA.

- 'Signals Intelligence' (at bryde koder) svarer til at komme ind i fjendens midte og lytte til deres taktik før eller under kampen. Den vigtige viden giver USA's ledere og udsendte i krig en fordel i forhold til dem, som måske ønsker at skade USA. At have oplysningerne i tid gør en forskel og har reddet utallige live.

NSA lægger ikke skjul på, at hverken kryptering eller koder er nogen forhindring - så længe kompetencerne ikke rettes mod landets egne statsborgere.

- Af sikkerhedsårsager er signalerne ofte krypterede (eller kodede), hvilket gør beskederne meget svære at læs og forstå - med mindre man kender koden. Udfordringen er at tage signalet, knække koden, oversætte informationen og forsøge at regne ud, hvad det betyder. En besked, der lyder, at et land har fem ørne, der forlader reden ved højvande, betyder ikke meget, med mindre det kan kobles til andre informationer. Kan ørnene være fly? Er reden en militær installation? Er landet i krig? Hvor skal ørnene hen? Var det forventet eller en overraskelse? Dette er bare nogle af de få spørgsmål, som man skal kunne svare på, før man kan regne beskedens sande betydning ud.

NSA ønsker over for Information ikke at kommentere oplysningerne om COP15.