Nyheder

Nordkoreas leder henretter hele sin onkels familie

Nordkoreas leder Kim Jong-un har ifølge et nyhedsbureau i det kommunistiske land henrettet en hel gren af sin familie, efter udrensningen af sin onkel i december.

Det er blodsbeslægtede familiemedlemmer til onklen, Jang Song-thaek, som er blevet henrettet - alle lige fra onklens søster, brødre og deres børn og børnebørn.

Kim Jong-uns onkel, der var Nordkoreas nummer to, blev udrenset efter anklager om, at han stræbte efter magten, og der er flere årsager til, at det nordkoreanske styre er gået videre endnu og har slået hele familien ihjel.

- Det har jo en vis afskrækkende effekt, må man sige, i forhold til kræfter der måske overvejede at begå en eller anden form for mytteri imod Kim Jong-un, fortæller Petter Ettrup, TV 2 NEWS.

Han forklarer desuden, at det også er kulturelt og historisk betinget, da man i Nordkorea har slået ihjel efter "blodets bånd":

- Det er sådan lidt, som da man slog kongesønner ihjel i gamle dage i Danmark, fortæller Petter Ettrup i et interview, som du kan se i videoklippet øverst.