Nyheder

8000 danske småbønder mister EU-støtte

 Omkring 8.000 af landets helt små landbrug må fra 2015 klare sig uden landbrugsstøtte. Det fremgår af en plan fra regeringen om, hvordan EU's landbrugsreform udmøntes her i landet, skriver Jyllands-Posten.

Et led er nemlig, at man fremover skal have fem hektar jord for at kunne komme i betragtning til landbrugsstøtte. Hidtil har kravet været på to hektar. Det betyder, at omkring 8.000 af de 44.200, som i fjor fik landbrugsstøtte, slettes fra modtagerlisten.

Det skuffer formand Lone Andersen i Familielandbruget under organisationen Landbrug og Fødevarer:

- Det trækker den gale vej i en tid, hvor det i forvejen er svært at skabe vækst i landdistrikterne. Selvom det er mange små og hobbylandbrug, har de alligevel stor betydning for fødevareproduktionen og livet på landet. Det samme gælder den danske naturpleje. Kursen er forkert, siger Lone Andersen.

De 8.000 små landbrug modtog i fjor kun 74 millioner kroner af den samlede danske pulje på cirka 7 milliarder kroner til landbrugsstøtte.