Nyheder

'FCK praler med nye millioner - men kan de bruge dem?'

FC København har under stor fanfare lanceret en ny transferstrategi.

Klubben har igen fået overskud på bankbogen, og derfor vil man nu investere ny markante summer i fodboldholdet.

- Vi kan med den investering henvende os til spillere på helt andre økonomiske hylder, end vi normalvis har været vant til, har FCK-direktør Anders Hørsholt sagt til Berlingske om klubbens nye strategi.

Men helt så simpelt er det naturligvis ikke. Og før FCK’s fans begynder at få våde drømme om en ny æra befolket med Galacticos, skal de huske på dette: Penge er ikke alt. Og det gælder især for en dansk fodboldklub. Også den største vi har.

FCK’s attraktionsværdi måles nemlig ikke på størrelsen af klubbens finanser. Den måles på klubbens sportslige muligheder. Og derfor er et forhøjet transferbudget ikke lig med nye transfermarker.

FCK vil aldrig – selv med alle penge i hele verden – kunne tiltrække de allerstørste eller næststørste navne. Det ændrer den nye strategi ikke på. FCK vil altid være begrænset af at spille i en dansk Superliga, hvor udsigten til Champions League altid vil være et løfte frem for en garanti.

En kontrakt med FC København vil altid være betinget af viljen og lysten til oftest at spille mod Sønderjyske og Esbjerg – ikke mod Real Madrid og Juventus. Og så kan det da godt være, at klubben sælger den nye strategi som en europæisk hensigtserklæring om at blive regelmæssig aktør i Champions League.

Det ændrer bare ikke på, at hverdagen aldrig vil involvere hverken hymner eller propfyldte tribuner. Og det vil til enhver tid afskære FC København fra at handle ind fra de øverste hylder.

Det gode spørgsmål er derfor, hvordan FCK reelt har tænkt sig at indfri forventningerne om at kunne købe bedre spillere. Når de stadig skal handle fra de samme hylder?

Og hvis FC København skal fortsætte – og det skal FCK – med at handle på de allerede aktuelle transfermarkeder, har de så ikke givet sig selv en dårlig forhandlingsposition ved at blotlægge dybden af klubbens lommer over for potentielle nye transfermål – og ikke mindst deres agenter?

Og med alt det fokus der efterhånden er blevet på fodboldtransfers, har FCK givet sig selv en gevaldig presbal ved at melde de nye modige ambitioner ud. For både medier og fans vil forvente noget ekstraordinært. Allerede i januar. Og både medier og fans vil ikke tøve med at afkræve svar, hvis de ikke er tilfredse med kvaliteten af de spillere, som alle de ekstra millioner vil sende til FCK.

Og det er jo faren ved at melde ærligt og modigt ud – at man kan blive taget til indtægt for det i den anden ende. I krigsførelse er det et grundprincip aldrig at åbne sine flanker for fjendtlige angreb. Det har FCK gjort med denne manøvre.

Ståle Solbakken har ganske fornuftigt forsøgt at lukke lidt af luften ud af de nye målsætninger. Cheftræneren har i alle medier understreget, at FC København fortsætter med at arbejde, som man altid har gjort. Det er klogt meldt ud.

Ligesom det også er klogt af FCK at inddrage talentudviklingen under de nye målsætninger. Klubben har de senere år bevist, at man er meget mere end blot en ’købeklub’.  Og med succeshistorier som Thomas Delaney og Youssef Toutouh har FCK i sin nyere historie faktisk haft bedre held med talentplejen end på transfermarkedet. Det er flot – og ganske tankevækkende.

FCK vil også opjustere på scoutingfronten. Det er også en god ide. Det kan man konstatere ved at kigge ud over Superliga-mandskabet. Her kan man forvisse sig om, at det ikke nødvendigvis er de dyreste og mest profilerede indløb, der har haft størst værdi ude i Superliga-klubberne.

Det er tit og ofte de snedige og ’godt sete’ transfers, der viser sig at være de mest markante. Tænk bare på eks. Petter Andersson i FC Midtjylland, Anders K. Jacobsen i AaB eller Michael Lumb i FC Vestsjælland. Man kommer langt med en fed pengepung. Men man kommer også langt med grundig scouting.

Og her hjælper det helt sikkert FCK, at Ståle Solbakken nu er blevet sidestillet med Carsten V. Jensen. Selvom de i forvejen var uofficielle transfer-makkere. Historikken viser med al tydelighed, at FC København har større held ved transferrouletten, når Ståle Solbakken flankerer Carsten V. Jensen.

Der har været for mange vildskud fra sportschefen. Det er uomtvisteligt.

Men nu er der ingen undskyldninger for at skyde ved siden af. Specielt ikke med alle de ekstra millioner i ryggen.

Der er under tre uger til transfervinduet åbner. Og FC København har i den grad budt op til dans. Vi glæder os til at se, hvad de disker op med.

It better be good.

For det har de jo ligesom lovet.