Nyheder

S om nye oplysninger: Det ser alvorligt ud

Svar fra klimaorganisationen GGGI sår nu tvivl om den forklaring, Venstre-formanden Lars Løkke Rasmussen gav på sit historisk lange pressemøde i oktober.

På pressemødet slog Løkke fast, at han ikke havde modtaget diæter fra organisationen i 2012.

Men det passer ikke ifølge GGGIs talsmand Mike Sullivan.

Socialdemokraternes klima- og energiordfører Pernille Rosentrantz-Theil kalder de nye oplysninger for ’alvorlige’.

- Det her er helt nye oplysninger. Og jeg havde for så vidt en forventning om, at det maratonpressemøde skulle have til formål at lægge alt frem. Men nu tegner der sig et billede af en mand, der i hvert fald skal til at svare på nogle flere spørgsmål, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

- Hver eneste gang, der bliver vendt en sten i den her sag, kommer der nyt frem. Og det er ærgerligt, for jeg havde egentlig håbet, at alt var blevet lagt frem, så vi kunne komme videre og diskutere andre emner i stedet. Men det her kalder altså på nogle flere svar.

Fakta om Lars Løkkes rejsesag

* Juni 2012: Lars Løkke rejser på sin første flytur på første klasse - first class - betalt af GGGI. First class er den ypperste måde at rejse på med rutefly, og det kan indbefatte egen seng og luksusforplejning.

* Juni 2012 til september 2013: Lars Løkke flyver ni gange på first class og seks gange på business class. De fleste ture går til Seoul (syv), mens andre går til Paris (tre), Rio de Janeiro (en) Doha (en), Abu Dhabi (en), Jakarta (en) og New York (en).

* Flybilletterne koster samlet 808.000 kroner, hvilket svarer til en pris på knap 54.000 kroner i gennemsnit per billet.

* Venstres formand er blevet hentet i limousine med chauffør frem for selv at tage en taxa, når han skulle transporteres fra lufthavnen. Transport har i alt kostet 97.000 kroner.

* På rejserne har Lars Løkke brugt 160.000 kroner på hotel.

* Samlet har Lars Løkke brugt 1.056.402 kroner på 49 rejsedage, hvilket svarer til 21.500 kroner om dagen.

* Han har brugt 25.500 kroner i diætpenge, viser bilagene.

* 27. december 2012: GGGI nedskriver med Lars Løkke som formand de rejseregler, der tillader "first class" på flyrejser for organisationens formand.

* 2. oktober 2013: GGGI oplyser til Ekstra Bladet, at Lars Løkkes hustru, Solrun Løkke Rasmussen, har fået betalt mindst en rejse til Seoul. Billetten blev bestilt til business class, men luftfartsselskabet opgraderede hende til first class uden meromkostninger.

* 5. oktober i år afslører Ekstra Bladet, at Løkke har spenderet mere end én million kroner på 15 rejser for GGGI .

* 10. oktober 2013: Lars Løkke siger til TV2, at GGGI har besluttet at droppe first class og i stedet bruge business class fra 1. august. Det er dog ikke officielt vedtaget i GGGI.* 13. oktober skriver Lars Løkke Rasmussen et brev til Venstres medlemmer, hvor han siger, at han burde have ændret reglerne tidligere.

* 20. oktober bruger Lars Løkke Rasmussen på et pressemøde tre timer og 43 minutter på at besvare pressens spørgsmål om hans rejser.

* På pressemødet kommer det frem, at GGGI fejlagtigt betalte en flyregning på 27.067 kroner for sin datter, som i 2012 fulgte med ham fra Chicago over klimatopmødet Rio+20 i Rio de Janeiro til København. Løkke har bedt GGGI sende ham flyregningen.

Kilde: Ritzau