Qvortrup: Løkke viser mangel på rettidig omhu

Endnu en gang sår nye oplysninger i den såkaldte rejsesag alvorlig tvivl om Lars Løkke Rasmussens forklaringer og bidrager dermed til billedet af en p

Endnu en gang sår nye oplysninger i den såkaldte rejsesag alvorlig tvivl om Lars Løkke Rasmussens forklaringer og bidrager dermed til billedet af en politiker, der trods løfter om det modsatte ikke har lagt alt frem.

Sådan lyder vurderingen fra TV 2’s politiske kommentator Henrik Qvortrup, efter at både Berlingske og Jyllands-Posten her til aften kunne fortælle, at Lars Løkke – på trods af at have hævdet det modsatte – faktisk har fået udbetalt diæter af GGGI i 2012.

- Det, der gør det her problematisk, er, at Løkke har afholdt et historisk langt pressemøde, hvor han sagde, at nu var alt lagt frem. Og så viser det sig efterfølgende, at det var det så alligevel ikke. Og det tegner et billede af, at hver eneste gang man graver lidt dybere, så finder man noget, der forholder sig anderledes, end det burde, siger Henrik Qvortrup og tilføjer:

- Det giver ham ganske alvorlige problemer.

Hvorfor var han ikke bedre forberedt?
Løkkes diæter i 2012 beløber sig til knap 9000 kroner, og det er ikke beløbet i sig selv, der er problematisk, understreger Henrik Qvortrup, der undrer sig over, hvordan det kan gå til, at Lars Løkke på pressemødet svarer lodret forkert på spørgsmålet om diæter.

- Jeg synes det vidner om en mangel på rettidig omhu, at Lars Løkke går ind til vel nok sit livs vigtigste pressemøde, og ved, at han vil blive stillet en lang række spørgsmål i øst og vest - også om diæter, og så alligevel giver et forkert svar. Lars Løkke må have vidst, at det i den grad var vigtigt, at han ikke efterfølgende kunne gribes i, at have sagt noget på det pressemøde, der viste sig at være lodret forkert.