Nyheder

Efter sko-bommert: Det skulle du have sagt, Løkke

Hvad der skulle have været en reference til Helle Thorning-Schmidts dyre vaner, har som en boomerang ramt Lars Løkke Rasmussen lige i nakken.

Under dagens spørgetime i Folketinget sagde Løkke, at for få arbejdsløse har en ordentlig økonomisk gevinst ved at tage et job - for nogle drejer det sig om blot 2000 kroner om måneden.

- Nogle steder kan man sikkert få et par sko for de penge, pointerede Venstre-formanden.

Det gav lynhurtigt harme og spydige kommentarer på de sociale medier.

Falder tilbage på ham selv

Og Løkkes bemærkning er da også særdeles klodset, mener Michael Ejstrup, ph.d. i sprogvidenskab og forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, til tv2.dk

- Det er en retorisk bommert. Han forsøger at miskreditere Helle Thorning-Schmidt ved at vække en følelse af, at man skal være forarget over hendes forbrug på tøj og sko. Og det er farligt, fordi sådan en debat-strategi hurtigt kan falde tilbage på ham selv - hvilket det gør her.

Michael Ejstrup forklarer, at Lars Løkkes billede en dyr skobutik slet ikke vinder genklang i en arbejdsløs' verden, hvor der oftest ikke er råd til luksusting.

- Derfor fremstår det som om, han taler om sin egen verden, og det er arrogant. Jeg ville også blive virkelig harm, hvis jeg var enlig forsøger, der skulle få det hele til at hænge sammen på en minimumsløn, og han så står der og

Få dig et bagkatalog

Men hvad skulle Lars Løkke så have sagt for at få sit budskab ud, når han mener, at 2000 kroner ikke er tilstrækkelig incitament til at tage et arbejde?

- Han kunne i stedet have tegnet billedet af, at 2000 kroner ekstra om måneden ikke er mange penge for at stå og slide sig selv op ved et samlebånd eller løfte tunge ting 37 timer om ugen. Det billede havde virket meget mere i øjenhøjde med den virkelighed, som størstedelen af de arbejdsløse har at forholde sig til, siger Michael Ejstrup.

Han understreger vigtigheden i at ramme rigtig, når man som Løkke forsøger at trække de hurtige bemærkninger op ad lommen under en debat.

- Et godt råd ville være at have et lille bagkatalog med fem gode sammenligninger, som han har øvet sig på og som ikke træder folk sådan over tæerne, siger Michael Ejstrup.

I linkboksen til højre kan du se nogle af de harske og drillende kommentarer, som Lars Løkke har fået for sin sko-ligning.