Nyheder

Ny trend: Livagtige dukker sælges som babyer

De har navne, fødselsattester, livagtige øjne og det samme forkrøllede udseende som en nyfødt baby. Nogle behandler dem, som var de ægte og går tur med dem i barnevogn, og andre samler på dem som pyntegenstande.

De såkaldte reborn-dukker er livagtige kopier af babyer og småbørn, og mens fænomenet længe har været fremme i USA, er der også flere og flere kvinder herhjemme, der investerer i deres egen babykopi.

72-årige Karin Selvig, der selv har voksne børn, er en af flere i Danmark, der laver og sælger de realistiske dukker. Hobbyen startede allerede tilbage i 2002. Modellerne kommer i et dukkekit med hoved, arme og ben og passende krop, og kommer så til live, når Karin sætter arme og ben på, maler ansigter, sætter øjne i og syr hår på de små hoveder. Hele processen kan tage op til 60 timer, før dukken kommer til live.

- Jeg siger altid, at en kunstner gør det rigtigt. Det skal ligne rigtige babyer og ikke malede dukker, og man gør nogle mennesker meget glade, siger hun til tv2.dk.

Karin Selvigs reallifebaby.dk er langtfra det eneste sted, hvor man kan skaffe sin egen baby. Hjemmesider som Pias-dukkeland, dukkehulen og reborns.dk tilbyder livagtige baby-dukker, mens flere Facebook-grupper som Reborn-dukkers fortryllende verden og Helen's Reborn-dukker er viet til at sælge og dele billeder af dukkerne, der kan koste flere tusinde kroner.

Dukkerne fylder et tomrum

Karin Selvig fortæller, at det er mange forskellige mennesker, der vælger at investere i en reborn-baby. Nogle køber dem som samlere, mens andre også køber dem, fordi de skal fyld et tomrum.

- Det giver dem følelse af, at de har fået noget, som de ellers ikke kan få. De ved jo godt, at den ikke er levende, men de bliver glade og trygge. Der er nogen, der bare har den til at ligge, men der også dem, der giver den rent tøj på hver dag, forklarer hun, og tilføjer at demente også kan have glæde af deres egen Reborn-dukke.

- Jeg har talt med pårørende til demente, der har købt dukkerne. De starter med at gynge den, og de nynner for den. Nogen har købt en dukke til en kvinde, fordi hun ikke ville spise. Så fodrede hun først babyen og derefter sig selv.

Hun forklarer, at der siden hun startede i 2002 har været en stigende interesse for Reborns.

Dukken skal ligne mit barn

Alle dukker, som Karin Selvig laver er unika, og prisen afhænger af kriterier for kunden. Flere har nemlig specifikke krav til deres nye baby-dukke.- Nogle kommer og siger, at de har et billede af deres barn, som de gerne vil have lavet en dukke efter. Barnet behøver ikke at være dødt, men barnet bliver jo større, og så er det måske godt at have en dukke, forklarer hun.

Karin Kjeldsen er en af flere, der har taget et dukkekursus hos Karin Selvig. Hun samler på dukkerne og har selv 20-25 af slagsen, men forklarer, at hun ikke behandler dem som rigtige babyer, men blot som pyntegenstand. Hun har også oplevet, at en kunde havde et bestemt ønske om, hvordan babyen skulle se ud.

Der har i udlandet været flere eksempler med Reborn-dukker, der er blevet forvekslet med rigtige babyer. I 2008 smadrede politiet i Queensland, Australien en bilrude for at redde, hvad de troede var en baby. Politiet oplyste, at barnet var "utrolig livagtigt", og at forbipasserende troede, at babyen var døende i varmen.

En lignende episode fandt sted i USA, da politiet smadrede en rude på en Hummer for at redde et barn, der igen viste sig at være en Reborn-dukke.

- En kunde ville gerne eje en dukke, der var rødhåret, da hendes børn selv var rødhårede. Mine børn er også rødhårede, og derfor laver jeg også mange rødhårede dukker, siger Karin Kjeldsen.

Karin Selvig forklarer, at nogle finder dukkerne skræmmende, men at det kun er et kompliment for hende.

- På messerne siger nogle, at det er skræmmende. De er simpelthen alt for levende, men det er også det, jeg vil opnå. De kan simpelthen ikke tro, at det er dukker, og tror de er ægte, men de synes alle, at det er flot arbejde, og det er det vigtigste, siger hun til tv2.dk.