Nyheder

Akkari efter anholdelser og stenkast: Jeg bliver ved

- Jeg bliver ved. Jeg tror på, jeg kan rykke ved de her unge muslimer og tale dem til fornuft, siger den tidligere imam, Ahmed Akkari, til tv2.dk, efter han mandag aften deltog i et debatmøde i Vollsmose Kulturhus.

Men han er også rystet og vred.

For allerede ved ankomsten til kulturhuset blev han passet op af en gruppe unge, der råbte af ham og truede ham.

Og efter mødet måtte sikkerhedsvagter føre ham væk, da en gruppe unge smed sten mod ruderne ind til kulturhuset.

- Jeg bliver meget ængstelig, men jeg nægter at vise frygt. For det vil være det samme, som at intolerancen og hadet vinder, siger Ahmed Akkari til tv2.dk umiddelbart efter mødet.

To anholdt ved mødet

Under selve debatmødet, der handlede om islamisme, var der også optræk til ballade, og to unge mænd blev anholdt - den ene blev ved med at råbe op under mødet og ville ikke efterkomme politiets ordre om at holde op.

Den anden blev anholdt for at råbe ukvemsord efter politiet.

Og ifølge Akkari var der en meget krigerisk stemning bland mange af de fremmødte:

- Der var så mange unge, islamiserede bøller i forhold til de ganske almindelige mennesker. Og de er blæsende ligeglad med, hvad der sker med vores samfund. Hvor er de unges forældre? Hvor er det muslimske samfund, der siger, at de vil hjælpe disse drenge med at falde til i samfundet?

Han understreger, at der også var fornuftige stemmer under aftenens debat.

- Der blev også plads til den mere rolige fløj, som man ellers ikke hører så meget til. Det er kritiske muslimer, der kan formulerer sig og som også kan lytte til et argument. Men dem er det desværre for få af.

Er lagt for had af islamister

Akkari spillede en hovedrolle under Muhammed-krisen, da han i 2005 rejste til Mellemøsten for at søge opbakning til fordømmelse af Jyllands-Postens karrikatur-tegninger.

Siden har hans holdninger til islam ændret sig markant, og han er blevet lagt for had af islamister.

Og aftenes møde har ikke skræmt Akkari, der planlægger flere debatmøder sammen med den socialdemokratiske folketingskandidat Christian Rabjerg Madsen.

- Jeg vil ud til så mange som muligt, for jeg tror, jeg kan gøre en forskel, sige Akkari til tv2.dk.