Nyheder

Læge: Kommuner sender syge i arbejde

Kommunerne respekterer ikke de praktiserende lægers diagnoser og modarbejder borgere, der tydeligt er for syge til at arbejde.

Sådan lyder det fra praktiserende læge Stig Gerdes fra Fredericia, der mener, at kommunerne nedværdiger syge borgere.

- Vi skal ikke lege advokater, lyder svaret fra Praktiserende Lægers Organisation.

Fra 1. januar blev der i alle kommuner lavet rehabiliteringsteams, der skal vurdere om personen er arbejdsdygtig. Den løsning skulle sikre en bredere vurdering til fordel for borgerne.

Den ændring har dog ikke hjulpet, mener Stig Gerdes, der i marts dannede den socialemodstandsbevægelse 'Klemt', der på Facebook nu har 3000 medlemmer. Medlemmer, der har oplevet, at kommunerne ikke tager deres sygdom seriøst.

- Lægerne hører slet ikke efter, hvad den praktiserende læge siger. De nedgør folk og siger, at de ikke fejler noget. De får at vide af kommunerne, hvad de skal sige og gøre, lyder kritikken, fra Stig Gerdes.

Ny ordning giver flere øjne på sagen

Den kritik kan formanden for Foreningen af Kommunalt Ansatte Læger, Claus Malta Nielsen, ikke genkende, og han forklarer, at de nye rehabiliteringsteams sikrer, at flere personer vurderer de enkelte sager.

- Jeg deler ikke den erfaring. Hele konstruktionen er for at få andre øjne på sagen. Der er mange grunde til, at de kan træffe en anden beslutning, men det er jeg helt tryg ved, siger han til tv2.dk.

Claus Malta Nielsen mener ikke, at den praktiserende læge nødvendigvis er god nok til at vurdere, hvorvidt en patient ikke er egnet til arbejdsmarkedet.

- Ved mere kroniske forløb er lægen ikke nødvendigvis den centrale. Her er der jo hospitalspersonale, der har været inde over, og lægen har ikke et indblik i det socialmedicinske. Det skaber et skævt indtryk af hele processen, siger han.

Stig Gerdes mener dog ikke, at rehabiliteringsteamet er nogen hjælp for borgerne, der ifølge ham oplever, at de kommer under angreb og skal forsvare deres sygdom. Mange oplever, at blive sendt i arbejdsprøvning, selvom den praktiserende læge har frarådet det.

- Systemet er helt nyt, og rehabiliteringsteamet er ikke ordentligt kørende endnu. Lægerne fejer stadig af, hvad der tidligere er blevet sagt fra den praktiserende læge, siger han.

Systemet giver mening

Fra Praktiserende Lægers Organisation har man hørt om problemerne med de modstridende diagnoser, men man mener stadig, der er fornuft i systemet.

- Problemstillingen er noget, jeg har hørt om mange gange før, men vi har hver vores kompetence og udgangspunkt, siger Jette Dam-Hansen fra PLO til tv2.dk og tilføjer

- Vi skal være neutrale og udtale os på baggrund af vores lægefaglighed. Det er sundt for lægen og for lægens forhold til patienten.

Læger har forpligtelse

Det argument køber Stig Gerdes dog ikke, men mener, at man som praktiserende læge har et ansvar over for sine patienter.- Som læge har jeg afgivet lægeløftet, og jeg kan ikke se til, mens mine patienter bliver sparket, men jeg har en forpligtelse, siger Stig Gerdes, der er sikker på, at der bliver rejst flere sager, når foreningen Klemt bliver mere organiseret.

Foreningen Klemt har nu fået medvind og har spredt sig til Vejle og Kolding.Derfor har man også indkaldt til borgermøde for hele landet 3. oktober i Vejle.

Her vil man samle syge og udsatte borgere til et opgør med kommunernes sagsbehandling og menneskesyn, som det lyder. Desuden arbejder man på at skaffe økonomisk hjælp til medlemmer, der har brug for rådgivning og advokathjælp.