Nyheder

Radikales reaktion: Tager Elbæks farvel til efterretning

Uffe Elbæks exit fra Radikale Venstre giver ikke bitre eller sure miner hos partiets ledelse. Margrethe Vestager har givet hendes første reaktion på kollegaens afgang i form af et opslag på Twitter.

- Uffe siger farvel til Radikale Venstre for at blive partipolitisk fri. Det tager jeg til efterretning - tror også vi vil samarbejde fremover, skriver hun.

Uffe Elbæk vil bruge sin nye status som løsgænger til at kunne tale og handle friere og samtidig gøre op med den nuværende vækstdagsorden. Han støtter dog stadig den nuværende regering.

Ked af Uffes farvel

Formanden for Københavns Storkreds i Radikale Venstre, Thea Stauning er ked af meldingen, men er samtidig glad for, at Uffe Elbæk stadig støtter regeringen.

- Det er vi selvfølgelig kede af, og vi tager det til efterretning. Uffe har været en stærk kandidat, og vi mister en stærk personlighed på det kulturpolitikske område, og en ildsjæl, siger hun til TV2 News.

Næsten samme udmelding kommer fra gruppeformand Sofie Carsten Nielsen.

- Det er jeg selvfølgelig ærgerlig over, men jeg respekterer Uffes beslutning. Den må vi jo bare tage til efterretning. Jeg snakker fint med Uffe normalt, og det regner jeg også med, at vi kommer til fremover, siger hun til TV2 News.

Har nydt samarbejdet

Elbæks nu tidligere partifælle Uddannelsesminister Morten Østergaard er også ked af nyheden.

- Uffe Elbæk har meldt sig ud af Radikale. Jeg var med da Uffe joinede for mange år siden og har nydt samarbejdet. Ked af beslutningen, skriver han på hans Twitterprofil.

De Radikales landsformand Klaus Frandsen vil ikke kommentere Uffe Elbæks afgang fra Det radikale Venstre som løsgænger. Han henviser til, at Uffe Elbæk har forladt folketingsgruppen, så det er op til gruppeformanden at kommentere.