Nyheder

Metro-støj: Får 21.000 kr. i erstatning for ingenting

Metrobyggeri i København har længe været en torn i øjet på mange af de borgere, der bor op ad byggepladserne.

Som erstatning får op imod 2500 hustande nu i gennemsnit 28.000 kroner som en samlet kompensation, for den tid metrobyggeriet generer dem.

De 1000 til 1500 naboer, der er mest udsatte, vil få en månedlig kompensation - skattefrit - på op til 20.000 kroner pr. lejlighed.

For nogen er det bare et plaster på såret, fordi de nærmest ikke kan holde ud at være i deres lejlighed, mens det for andre blot er en gave for skatteydernes penge. For det er ikke alle, der føler sig generet af metrobyggeriet.

TV 2 Nyhederne har talt med flere beboer, der er blevet tilbudt erstatning uden at være generet af støjen.

Intet at erstatte for

Charlotte Schultz bor 50 meter fra metrobyggeriet ved Nørrebroparken i København.

Hun har aldrig været generet af larmen. Alligevel får hun i alt 21.000 kroner i erstatning for støjgenerne.

- Når det har været allermest larmende, og vi har fået sms'er om, at det fortsætter til klokken 22, så har vi slet ikke registreret det, selv om terrassen er åben, siger hun.

Den samme erstatning er Niels Agger Nielsen blevet tilbudt.

Ekspropriationskommissionen

- Det er Ekspropriationskommissionen, der beslutter, hvor meget borgere skal have i erstatning.

- Det er støjniveauet og lejlighedens størrelse, der afgør, hvor stor en erstatning, man får.

- Bor man for eksempel i en to-værelses lejlighed og er udsat for natarbejde med et støjniveau mellem 55 og 59 decibel, modtager man over 2600 kroner om måneden.

- Vi har ikke lidt nogen gene. Der er ikke rigtig noget at kompensere eller erstatte for, siger han.

Også Metroselskabet har fået flere henvendelser fra folk, der er overrasket over, at de får erstatning.

På trods af det, mener selskabet dog ikke, at det er at sløse med skatteborgernes penge.

- Nu er det Ekspropriationskommissionen, der er sat i verden for at bedømme om tålegrænsen er overskredet. Og vi har besluttet at følge den afgørelse, de har truffet, siger Christine Hammer, der er chef for arealer og rettigheder i Metroselskabet.

Hverken Ekspropriationskommissionen eller Transportministeriet, som kommissionen hører under, har ønsket at udtale sig til TV 2 Nyhederne.