Nyheder

Syrien i krig: Danske studerende ud af Libanon

Urolighederne i Syrien trækker nu også spor til danske studerende.

Således har Syddansk Universitet valgt at trække 11 studerende ud af hovedstaden Beirut i Libanon - nabolandet til Syrien. Det meddeler universitetet i en pressemeddelelse.

- Det er naturligvis ærgerligt for de studerende, at de får aflyst et planlagt studieophold, men det er på sin vis heldigt, at det sker nu, hvor de ikke var nået at komme i gang, siger dekan på Det Humanistiske Fakultet Simon Møberg Torp.

Urolighederne i nabolandet Syrien og i det nærliggende Egypten har fået det danske Udenrigsministerium til at ændre rejsevejledningen i området, så alle unødvendige rejser til blandt andet Libanon frarådes.

- Det er en konsekvent politik på SDU, at vi følger Udenrigsministeriets anbefalinger, så vi altid kan stå inde for de studerendes sikkerhed, når de er på udlandsophold, siger Simon Møberg Torp.

De studerende er nu blevet tilbudt at tage deres studieophold på en sprogskole i Marokko og er i disse dage ved at forberede afrejsen fra Libanon, forklarer pressemeddelelsen.