Nyheder

Thorning: Vi har markeret vores støtte til Syrien-aktion

Mens USA gør klar til en militæraktion imod det syriske regime, så nedtoner statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) udsigten til, at Danmark allerede nu skal bidrage med eksempelvis F-16 kampfly til aktionen.

Statsministeren understreger dog samtidig, at hun har sendt et vigtigt politisk signal om støtte til en eventuel militær aktion i Syrien uden om FN.

- Jeg har markeret over for vores nærmeste allierede, og det ved USA godt, at hvis FN-sporet ender blindt, så er Danmark parat til at overveje alternative handlemuligheder, siger Helle Thorning-Schmidt.

Men Danmark er "ikke blevet anmodet om at bidrage til en militær aktion", fastslår hun.

Og statsministeren har heller ikke fortalt USA, Storbritannien eller andre lande, at Danmark er klar til at bidrage militært mod Syrien.

- Det er også derfor, vi ikke har taget diskussionen i Folketinget, for der er ikke noget for Folketinget at tage stilling til, siger Helle Thorning-Schmidt.

En meningsmåling udarbejdet af Voxmeter for Ritzau viser, at 54 procent af danskerne ikke ønsker, at Danmark deltager i et angreb mod styret i Syrien uden et FN-mandat.

Helle Thorning-Schmidt ønsker dog ikke at gå ind i diskussionen om et eventuelt dansk militært bidrag, men fastslår, at regeringens holdning er "fuldstændig klar".

- Jeg vil ikke forholde mig til en hypotetisk situation.

- Det, det drejer sig om lige nu, er udelukkende, om man vil give politisk opbakning til alternative handlemuligheder, hvis FN-sporet ender blindt.

- Min og regeringens holdning er fuldstændig klar. Hvis FN-sporet ender blindt, så er vi nødt til at overveje handlemuligheder og give politisk opbakning til det, siger Helle Thorning-Schmidt.

/ritzau/