Nyheder

Ahmed Akkari: Hvad laver mit billede der?

I en ny video på YouTube truer danske islamister i Syrien en række navgivne danskere, deriblandt Ahmed Akkari, som for nyligt undskyldte for sin del under Muhammedkrisen.

- Jeg forstår det slet ikke. Det er meget grænseoverskridende for mig. Det er en flok unge, naive mennesker, som fuldt går ind i den kamp, de kæmper, og som her gør sig til dommer, anklager og bøddel, siger Ahmed Akkari til tv2.dk.

I videoen kaldes islamkritiker Lars Hedegaard, tidl. PET-agent Morten Storm, Muhammed-tegneren Kurt Vestergaard, Naser Khader, Anders Fogh Rasmussen og altså også Ahmed Akkari som fjender af Islam.

Og Ahmed Akkari undrer sig over, hvad han laver på en lervæg i Syrien beskudt af danske islamister.

- Hvad skal de med de billeder af mig, Lars eller Naser? Jeg kan forstå tanken bag billedet af Anders Fogh, da han jo er leder af NATO, og i deres øjne deres fjende, men hvad har vi danske debattører med noget af det at gøre? siger Ahmed Akkari.

Anses som forræder?

Videoen viser en gruppe mænd bevæbnet med Kalashnikov-rifler, og videoen har påvirket Ahmed Akkari.

- Jeg er meget mere opmærksom nu, for jeg ved, at de her mennesker har direkte forbindelse med folk herhjemme. Der må jo også være nogen, som har gjort dem opmærksomme på mig, og som har sendt billedet ned til dem, siger Ahmed Akkari.

Billedet af Ahmed Akkari, der bruges, er et billede af Akkari med det krus, som han har fået af Trykkefrihedsfonden. Et krus med Muhammedtegningen påtegnet.

- Det kan være, at de ser det som forræderi, eller at jeg har opgivet min tro, men jeg forstår ikke, hvordan man kan tænke sådan.

Ifølge politiets efterretningstjeneste, PET, så har mindst 65 danske statsborgere deltaget eller deltager på nuværende tidspunkt i krigen i Syrien.

Opdatering:Youtube har mandag eftermiddag fjernet videoen, som viser fire mænd, hvoraf to er dansktalende islamister, der opfordrer til hellig krig, Jihad, i Syrien. Det fortæller Ritzau.

De andre videoer fra Abu Khattab er dog stadig ikke blevet fjernet.