300.000 kroner mere til kongehuset

Dronning Margrethe får 200.000 kroner mere i årpenge på finansloven næste år, og den samlede sum løber op i 72,3 millioner kroner i 2014. Det erfarer Ritzau.
Der er også lidt flere penge til medlemmerne af det kongelige hus - de får 100.000 kroner mere til i alt 24,8 millioner kroner. Dermed stiger årpengene til de kongelige med i alt 300.000 kroner næste år.
Kronprins Frederik får 18 millioner og ud af dem skal han betale 1,8 mio. kroner til kronprinsesse Mary.
Prins Joachim er på finansloven med 3,2 millioner kroner, og hans ekshustru, grevinde Alexandra får 2,1 millioner kroner.
Ser man over de seneste år, er den økonomiske livrem dog spændt et par huler ind på de kongelige. Der var nemlig en væsentlig nedgang i årpenge fra 2012 til 2013.
Medlemmerne af det kongelige hus fik i 2012 25,8 millioner - dermed er næstes år bevilling skrumpet med en million kroner på to år.
Det samme gælder for dronning Margrethe, der i 2014 får 3,8 millioner kroner mindre i årpenge end i 2012, hvor bevillingen var på 76,1 millioner kroner.