Nyheder

Det er ikke et havuhyre - men en sildekonge

Den mystiske monsterfisk, der blev fundet på stranden i Spanien, er en sildekonge. En kæmpestor, men helt ufarlig fisk.

- Nu er den så forrådnet, at det kan være svært at se, men jeg er 80-90 procent sikker, siger den danske havekspert Anders Kofoed.

Billederne af det fire meter lange forrådnede fiskeskelet er gået verden rundt, siden det blev fundet den spanske Middelhavskyst ved Villaricos.

Men det er slet ikke noget mysterium, siger Anders Kofoed, der har studeret billeder af dyret på nettet.

- Sildekongen kan blive op til 12 meter lang, så den kan være gigantisk. Men den er helt ufarlig. Den lever af smådyr, fortæller han.

Det er ikke en fisk man ved særligt meget om, og først for ganske nylig har man fået videobilleder af et levende dyr i vandet.

- Den lever på store dybder, og vi kender den mest fra døde dyr, der skyller i land. Ligesom det er sket i Spanien. Men det er sjældent. I Danmark er der ikke skyllet nogen i land siden engang i 90'erne, fortæller han.

Fisken har nogle mærkelige horn i panden, og det har fået nogen til at tale om et havuhyre. Mens andre har foreslået, at det i virkeligheden var en haj.

- Men det er altså en sildekonge, som netop har fået sit navn efter de mærkelige horn på hovedet, som kan minde lidt om en kongekrone.

- Om det så er et havuhyre? Ja, når den kan blive lige så lang som en HT-bus, så har den jo næsten fortjent titlen, selv om den altså er helt ufarlig for mennesker, siger havekspert Anders Kofoed.