TV: Her er kronprinsen i gang med Ironman
Klokken syv søndag morgen sprang det første hold i vandet til årets Ironman i København og blandt deltagerne var den danske kronprins Frederik.
Kronprinsen gennemførte de 3,8 kilometer i vandet ud for København, hvorefter han hoppede op på cyklen og netop nu er ved at gennemføre den 180 kilometer på to hjul.
Kronprinsen gennemførte de 3,8 kilometer svømning på 1 time, 10 minutter og 16 sekunder. Han er nu nummer 825
Med som støtte har kronprinsen sin kone kronprinsesse Mary og de to ældste børn prins Christian og prinsesse Isabella.
- Det er flot, at København som den eneste hovedstad i verden er vært for en ironman, og jeg ser frem til en stor og festlig sportsbegivenhed på søndag.
- Jeg glæder mig personligt til at konkurrere med de 2600 andre deltagere - det bliver en helt særlig udfordring, har den 45-årige kronprins Frederik tidligere udtalt i forbindelse med sin deltagelse i Ironman.
Kronprinsen ved på forhånd lidt om, hvad han går ind til. I sommer gennemførte kronprinsen en halv ironman i Jels i Sønderjylland, og han har også flere gange gennemført maratondistancen på 42,2 kilometers løb og deltaget i forskellige cykelløb.
Første disciplin i ironman er svømning, der søndag finder sted ved lagunen ved Amager Strandpark, hvor deltagerne svømmer 3,8 kilometer.
Dernæst følger 180 kilometers cykling i nordsjællandske omgivelser, mens sidste disciplin er 42,2 kilometers løb på havnefronten i København.
I KMD Ironman Copenhagen 2013 indgår deltagere fra over 40 nationer i et triatlon, der som det eneste af sin slags afholdes i en hovedstad.
Har du taget et foto af kronprins Frederik i færd med at gennemføre Ironman? Send dit foto til os på1234@tv2.dk.