Nyheder

TV: Her smager hun verdens første kunstige bøf

Hollandske videnskabsfolk præsenterede i dag live på et pressemøde verdens første burger, hvor "oksekødet" er kunstigt fremstillet i et laboratorium.

Du kan se burgeren blive tilberedt og prøvesmagt i tv-indslaget i toppen af denne artikel.

Kødet er skabt på Maastricht Universitet i Holland. Det er stamceller fra en ko-muskel, der er skabt i millionvis. De vokser til små bidder af muskel, der hver er en centimeter lange og nogle få millimetertykke. Presset sammen bliver de til oksekød, der kan tilberedes præcis som en rigtig burger.

- Vi gør det her, fordi kødproduktion fra kvægdrift ikke er godt for miljøet. Opdræt af kvæg kan ikke opfylde hele verdens behov for kød og det er skidt for dyrene, siger manden bag den kunstige burger, professor Mark Post fra Maastricht Universitet til BBC.

Undersøgelser har vist, at der er store miljøfordele ved "kunstigt" kød. Produktion af oksekød er nemlig en bekostelig affære, rent miljømæssigt.

At fremstille en burgerbøf i et laboratorium kræver kun 55 procent af den energi, som en "rigtig" burgerbøf kræver. Udledningen af drivhusgasser er helt nede på fire procent - og en laboratorie-bøf kræver kun en procent af den plads, som det kræver at producere en rigtig oksekødsbøf.

Men de hollandske videnskabsfolk erkender, at miljøbevidsthed ikke er nok - den kunstige burger skal også smage rigtigt:

- Hvis det ikke ligner rigtigt kød og hvis det ikke smager som rigtigt kød, så bliver det aldrig et seriøst alternativ, siger en af videnskabsfolkene, Helen Breewood, til BBC.

Hun fortæller, at det helt hvide laboratoriekød er blevet farvet rødt med rødbedesaft, og at man har tilsat brødkrummer, karamel og krydderier for at få burgeren til at tage sig rigtigt ud. Resultatet er ifølge videnskabsfolkene en burger, der "ikke smager vidunderligt, men smager godt nok".

- Mange mennesker betragter laboratorie-kød som frastødende. Men hvis de overvejede, hvordan normal kødproduktion foregår i et slagtehus, så tror jeg også de ville finde det frastødende, siger Helen Breewood.

Hun er selv vegetar - men siger, at hun ikke har problemer med at spise laboratorie-kød.