Nyheder

- Instagram er med til at slå piger ihjel

I begyndelsen handlede det bare om at følge og holde kontakt med de andre piger med anoreksi, som hun havde været indlagt med på psykiatrisk afdeling.

Men pludselig fulgte den 16-årige Andrea Pedersen fra Frederiksberg også piger hun slet ikke kendte og piger fra andre lande på fototjenesten Instagram.

- Med et var jeg bare en del af den verden. Når man først er begyndt at følge bare en af disse piger, så kan det meget nemt tage overhånd, fortæller hun til tv2.dk.

Giver anoreksien næring

Andrea Pedersen har haft spiseforstyrrelsen anoreksi, siden hun var 12 år. Hun har været i livsfare og indlagt to gange på psykiatrisk afdeling.

- Jeg spiser, men anoreksien fylder stadig meget, siger hun.

Ligesom så mange andre havde Andrea Pedersen en helt almindelig profil på Instagram. Men en enkelt søgning på ord som 'anorexia' og 'anoreksi' åbnede en ny verden.

Søgeord p¨å Instagram

Ifølge Andrea er disse hashtags blandt de mest brugte søgeord:

- Ana

- Thigh

- Collar

- Thins

- Donteat

- Anoreksi

En søgning viser flere tusinde opslag på Instagam.

- Der ligger tonsvis af ting. Der ligger billeder af piger, der ligner skeletter, der ligger billeder af, hvad de spiser, hvor mange kalorier, de indtager og hvad de vejer.

- Der er så mange input, der udelukkende giver anoreksien næring, siger hun videre.

Andrea er ikke en af de piger, der selv har lagt billeder op.

- Jeg bryder mig slet ikke om at se billeder af mig selv.

Kan slå piger ihjel

Alligevel fik Andrea det dårligt af bare at følge de andre piger med spiseforstyrrelsen. Så dårligt, at hun har været nødt til at deaktivere sin profil.

- Når jeg havde det skidt, så søgte jeg alt det her. Og det gjorde bare det hele meget værre. Tankerne kører rundt. Jeg kunne slet ikke finde ro eller styre det.

- Når jeg så på billederne, tænkte jeg, at sådan ville jeg også gerne se ud. Selv om jeg godt ved, at meget af det var unaturligt, så ser meget af det også helt rigtigt ud i min verden. Og jeg tror, det i sidste ende kan slå nogle piger ihjel, fordi det tager overhånd, siger hun videre.

En del af et fælleskab

For Andrea har det hele tiden handlet om, at noget gør ondt. Noget der ikke bare kan sættes ord på eller noget, man ikke umiddelbart kan se med det blotte øje.

- Sådan tror jeg, det er for langt de fleste af disse piger. Mange, inklusiv mig selv, lever ikke et normalt liv. Jeg har eksempelvis svært ved at forestille mig, hvad andre piger på min alder går op i. Så på den her måde er man en del af et fællesskab.

Kan ikke stoppes

Det største problem er ifølge Andrea, at det er så tilgængeligt og nemt. Hun tror derfor, at tendensen er svær at stoppe.

- Men måske kan Instagram begrænse det. Normale mennesker har jo ikke behov for at søge på disse specifikke ord. Måske kunne de blokere for søgeordene.

Instagram har meddelt, at konti, der tilskynder til spiseforstyrrelser, vil blive deaktiveret og nogle hashtags, der bruges til at søge emner, vil ikke komme frem.