Nyheder

22-årig festivalgæst fik fire hjertestop

32.000 frivillige knokler hvert år for, at Roskilde Festivalen kan blive en succes, men især en af de kvindelige medhjælpere vil formentlig komme til at skille sig ud, når man ser tilbage på dette års festival.

Maria Ronild, der arbejder som frivillig crowd safety medarbejder, reddede natten til torsdag en 22-årig mands liv.

Det skriver Roskilde Festivalens avis, Orange Press.

Den unge mand faldt om på festivalpladsens skate-område med et kritisk astmaanfald, og han havde glemt sin inhalator i teltet.

Den 22-åriges ven løb derfor over til Maria Ronild, der var ved at rydde op, og hun fik hurtigt lagt den unge mand i aflåst sideleje.

Kort efter gik den 22-årige mand dog i krampe, og hans hjerte stoppede med at slå.

- Jeg beroliger ham under hele forløbet. Men til sidst løber han tør for energi og er ikke til at komme i kontakt med længere. Han stopper med at trække vejret. Jeg giver ham hjertemassage, og han liver op igen, siger Maria Ronild i dagens udgave af Orange Press.

Efter genoplivningen ankom samaritterne, og selvom den unge mand fik yderligere tre hjertestop, overlevede han det voldsomme anfaldt.

- Jeg vidste, at han havde det godt igen, efter paramedicinerne havde genoplivet ham. Han var til at komme i kontakt med igen, da han lå på ambulancebåren omkring klokken 01.30, siger Maria Ronild til Orange Press.