Nyheder

Facebookgruppe: Skal køteren aflives?

Hundeslagsmålet om hvorvidt, politihunden Thor skulle være aflivet fortsætter.

Senest har facebookgruppen 'Bevar den nye hundelov' Gøet op og krævet at politikerne tør stå ved hundeloven.

-Vi har i lang tid fulgt mediernes dækning af hundeloven, og må konstatere, at der har været alt for meget fokus på enkeltsager som f.eks schæferhunden Thor, der skulle have været aflivet. En aflivning som iøvrigt var på sin plads, idet de oplysninger der var tilgængelige i div. medier har vist sig at være forkerte, skriver gruppen i et brev til tv2.dk

Opråbet kommer i forbindelse med dagens retssag, hvor den nordsjællandske politiassistent, der i januar hentede hunden Thor på et internat, står til frihedsstraf.

Det lægger anklagemyndigheden op til i den kommende straffesag mod Lars Bo Lomholt, der blev landskendt for sin befrielsesaktion.

Som en protest mod hundeloven besluttede han sig for at fjerne schæferhunden fra et dyreinternat, selv om hunden skulle aflives på grund af skambid.

En handling der delte vandene, men også en handling der gjorde politiassistenten til en helt i fleres øjne, dog ikke i facebookgruppen 'bevar den nye hundelov'

-Det er ikke rimeligt, at de der råber højest skal sætte dagsordenen i denne sag. Mange af os, der har oplevet grimme overfald og angreb fra kamphunde, bliver intimideret til tavshed i debatterne. Tonen er ofte meget grov og personlig.

Statsadvokaten har rejst tiltale mod Lomholt dels for embedsmisbrug og dels for dokumentfalsk.

Han optrådte i uniform, da han henvendte sig til internatet og tog Thor med sig. Dermed misbrugte han sin stilling, lyder det.

Desuden underskrev han en attest med et andet navn, og dermed gjorde han sig ifølge anklagemyndigheden også skyldig i dokumentfalsk.

Politiassistenten blev efterfølgende suspenderet fra jobbet, og når han i dag møder ind i retten, er der højst sandsynligt tale om en ren tilståelsessag.

Du kan følge sagen live her på tv2.dk