Nyheder

Facebook nægter at forklare lukning af Mikkels profil

11-årige Mikkel Oldenburg Jensen har over de seneste dage skabt massiv debat om, hvorvidt det er i orden, at han tonede frem på en fanprofil på Facebook.

Reglerne forskriver nemlig, at man skal være 13 år gammel for at oprette en profil på det sociale netværk, og selv om Mikkel Oldenburg Jensen har skabt et massivt antal af følgere på sin fanside med sine positive videoer (over 80.000 likes), er debatten endt med, at den 11-årige drengs private profil er blevet lukket ned.

tv2.dk har derfor forsøgt at få en egentlig forklaring fra Facebooks talsmand på, hvad der i sidste ende har gjort, at Mikkel Oldenburg Jensens profil endte med at blive lukket. Men internetgiganten vil ikke gå i detaljer med grundlaget for beslutningen.

- Det er ikke muligt for Facebook at kommentere på specifikke konti. Men hvis en profil ikke længere er synlig, kan det skyldes flere faktorer, lyder det i en mail fra Facebooks talsmand til tv2.dk.

Talsmanden uddyber dog, at det enten kan skyldes, at en person har anmeldt siden for at bryde reglerne i forhold til minimumskravet for brugerens alder, eller at brugeren selv har valgt at deaktivere eller helt at slette sin konto.