Nyheder

NASA: Spor efter drikkevand på Mars

Der har engang været drikkevand på Mars.

Det er det seneste opsigtsvækkende resultat af NASA's undersøgelse af Mars, skriver Huffington Post.

Fredag (amerikansk tid) fortalte den amerikanske rumfartsorganisation NASA, at undersøgelsesrobotten Opportunity, der kører på overfladen af Mars nu for tiende år, havde fundet spor efter en ganske særlig form for mudder i en ganske særlig klippe.

Mudderet stammer nemlig fra vand, der har været ph-neutralt.

- Det har været vand, man kunne drikke. Det her er vand, der har været meget mere egnet i sin kemi, i sin PH-værdi, i sin syreholdighed, for ting som førbiologisk kemi - den slags kemi, der kunne føre til livets opståen, forklarede en af de videnskabsmænd, der har fulgt Opportunitys færd på Mars, Steve Squyres på NASA's pressemøde.

- De grundlæggende betingelser, som vi anser for grundlæggende for livets opståen, har været til stede her, siger han.

Det er dog milliarder af år siden vandet har strømmet på Mars, og betingelserne ser ikke sådan ud i dag, understreger forskerne.